mandag den 22. december 2014

Glædelig jul og lidt online julegaver til alle

LFT ønsker glædelig jul til læsere og medbloggere!

Fiskeriet har stået stille i en god måned nu grundet eksaminer og derfor har bloggen ikke været opdateret. Teamet regner dog med en enkelt tur mellem jul og nytår efter enten sandart eller aborre. Mere herom når vi har været ude i det våde vintervejr og fægtet rundt med vores fiskestænger.


Hvis tiden falder én lang og mørket tærer på ens fiskehumør, har jeg her tre online opmuntringer, som jeg kan anbefale til behandling af fiskemæssigt tungsind. Et nyt online fiskemagasin og to youtube-kanaler.

Først en nyhed: LURE er et nyt gratis online magasin med fokus på kunstagnfiskeri efter rovfisk i både fersk- og saltvand. Magasinet indeholder artikler om metoder og grejanmeldelser, og er bestemt værd at bruge tid på at bladre igennem. Find LURE her!


Youtube-kanalen Carl and Alex Fishing omhandler to unge engelske brødres specimenfiskeres fiskeri. Deres fiskeri centerer sig næsten udelukkende om medefiskeri efter især karper men også medefiskeri efter andre fredfisk. Jeg er ikke selv meget inde i hverken karpe- eller medefiskeri, men deres veludførte og æstetisk flotte produktioner kan fange enhver fiskeinteresseret persons opmærksomhed fordi passionen for fiskeriet brænder så meget igennem! Især summeringsfilmen om deres Park Lake Campaign er meget seværdig (se herunder - næsten 1 time lang!), men der er masser af fede videoer på deres kanal. Tjek den ud!


Youtube-kanalen The Totally Awesome Fishing Show er et instruktivt og varierende TV-show, hvor man som seer bliver introduceret til en bred vifte af spændende metoder og fiskearter uden brug af dyrt og fancy fiskeudstyr. Af eksempler kan nævnes småbådsfiskeri efter hajer, fluefiskeri efter ørreder, medefiskeri efter karper og dropshotfiskeri efter aborrer. Fiskeshowet er host'et af en engelsk far og voksen søn og de har en inspirerende, underholdende samt pædagogisk tilgang til fiskeriet. Kanalen er meget aktive med optil flere ugentlige videoudgiverlser. Hvis man er nybegynder til fiskeriet er kanalen rigtig brugbar til at introducere metoder og fiskestrategier, mens den mere garvede lystfisker stadig kan lære nye tricks, da det engelske fiskeri er en del anderledes til det vi primært dyrker i Danmark. Der er næsten uanede mængder af klip til at gå i krig med. Her et par gode eksempler:


Af dem med en mere crazy og sjov intro er denne, men med efterfølgende spændende materiale:

mandag den 1. december 2014

Tips til knuder

I mangel af fiskeri at blogge om grundet studie, arbejde og familie vil jeg give tips til de stærke knuder, som jeg anvender til alt mit fiskeri. Det gælder for alle knuderne, at man skal fugte dem eventuelt med spyt inden man trækker dem sammen.

Uniknuden
Uniknuden bruger jeg til at binde hægter eller agn for enden af forfang.  Jeg anvender normalt 4-8 antal vindinger, men det kommer an på linen som jeg binder med. Jo tyndere line jo flere vindinger og omvendt.


Palomarknuden
Palomarknuden bruger jeg til at binde enkeltkroge på forfang til dropshot, da den får krogen til at stå vinkelret ud fra forfanget. Bind knuden på midten af  dit fluorocarbon/nylon forfang med en samlet længde på 60-100 cm., da det er svært at forudsige, hvilken vej krogen kommer til at vende.


Dobbelt uniknude
Den dobbelte uniknude bruger jeg til at splejse to liner sammen, som eksempelvis flethovedline sammen med forfang eller bagline. I nedenstående video anvendes kun to vindinger for hver knude. Jeg anvender, som tommelfingerregl, for tynd fletline (fra 0.12-0.06 mm.) 6-8 vindinger og for forfang 3-4 vindinger. Prøv selv at finde det optimale antal vindinger for de materiale, som skal splejses sammen.


Rapalaknuden
Rapalaknuden bruge jeg, hvis jeg binder en agn direkte på forfanget uden en hægte. Det giver agnen en meget fri gang, da den ikke er fikseret fast på linen, men er fri i loopet. Jeg anvender eksempelvis knuden til fluer og jigs til kastefiskeri. 


Spoleakseknuden
Spoleakseknuden er den perfekte knude til at binde line fast til spolen på sit hjul. Knuden virker bedst med nylonline, da den har den fornødne elasticitet til at fæstne linen omkring spolen, men fletline kan også bindes direkte på spolen med denne knude. Nylonen bruger man tit til bagline på hjulspolen og splejser denne sammen med hovedfletlinen vha. den dobbelte uniknude beskrevet ovenfor.


Med ovenstående knuder er man godt rustet til de fleste fiskesituationer. Så håber jeg bare, at teamet snart kommer i flere af disse situationer...

mandag den 24. november 2014

Vindblæste aborrer

I søndags var vejret ikke ligefrem indbydende: 10 m/s sydøstlig vind med 15 m/s i vindstødene krydret med regnbyger. Men ved morgenstunden stod min kollega Nils Ottzen og jeg klar ved aborrevandet.

Game-planen var alle afskygninger af jigfiskeri med både shads på koventionelt jighoved, dropshot og ikke mindst Texas-rig, som Nils O har haft rigtig god succes med hos de bredstribede.
De første mange, mange kast blev uden den mindste antydning af bidelystne fisk og efter adskillige agnskift faldt endelig en mindre aborre for en lang twisterorm i borring brown. Herefter fiskede vi på i flere timer uden megen action, mens vinden kastede rundt med vores linebuer og regnen trummede på jakkehætten.

Alle fisk luner på en træg dag!

Vi havde forsøgt at gå helt ned i de små jigstørrelser for at finde en passende snack til de apatiske aborrer. Først efter et pladsskift og en seriøs størrelsesmæssig jigopgradering til en 6" Skippy Fish på en 5/0 offset-krog skete der noget. Tæt på land antydede en svag opstramning af linen, at et modhug var passende. Tunge rusk styrede linen mod sivkanten og et kraftigt pres var nødvendigt for at styre fisken til sikker landing. En allerede rogntyk aborremadamme på 1,2 kg. havde fundstændig inhaleret Skippy Fish'en - det varmede i den grad og fiskeriet blev genoptaget med fornyet optimisme.

Dagens bedste fisk på 1,2 kg.

Hugintensiteten blev ikke forbedret i løbet af dagen, men lidt aborrer kom der på land inklusiv en enkelt fin lige over og en lige under kiloet.

Efter at have kæmpet/fisket i næsten 8 timer i det stride efterårsvejr, svandt lyset og vi kunne gøre status med 7 aborrer på land og et par hug mistede. Dagens medicin var dropshot med større jigs, som 6" Skippy Fish og 10 cm. Soft 4-Play, fisket langsomt med lange pauser.

Stor agn til træge aborrer!

Alt i alt en fed og opfriskende måde at tilbringe en søndag på i godt selskab. Bonanzafiskeri var det absolut ikke, men stadig mere ophidsende end en søndag på sofaen! :)

søndag den 2. november 2014

Afvekslende aborretur med ny PR

En pelagisk tur til det svenske denne weekend blev aflyst pga. vind og i stedet blev dropshottur efter aborrer planlagt.

Vi startede fra morgenstunden med tågen omkring os og allerede i første kast med dropshotrigget havde en ilter halvkilosaborre klampet kæften om jiggen. Det gode fiskeri fortsatte et par timer, hvor aborrerne jævnligt bed og flere fine fisk kom op til fotografering. Fiskene var ikke superkræsne og huggede på alt fra worms, små shads og split tails - selv et forsøg med wacky rigging gav fisk!

Det der selfie har LFT helt styr på! :)

Det var fedt at prøve en anden type fiskeri efter at have siddet det meste af sæsonen i en båd og gloet på et ekkolod. Kastearmen blev motioneret og distancefølingen til dropshotrigget blev pudset af, som fiskeriet skred frem.

Nose-hooked orme-jigs er en favorit hos aborren!

Michael stod for dagens største aborre på 1,4 kg. og 41,5 cm., som tog en rød Snake Paddle fra SPRO. En rigtig flot fisk i super kondition, som pressede Michaels Black Bull-stang helt i bund!  Fisken var ny PR for Michael og blev fejret med en øl før kl. 10 - man er vel lystfisker...

Flot aborre og ny PR for Michael.

Efter middagstid blev fiskeriet svært og aborrerne synes at have mistet appetitten for vores agn. 

Vi gjorde status over en afvekslende og begivenhedsrig tur, hvor vi fangede en god portion aborrer ml. 500-900 g. og tre over kiloet med Michaels 1,4 kg., som topfisk. Super underholdende fiskeri, som vi nok gentager inden længe.

Det er svært at blive træt af det her syn!

lørdag den 25. oktober 2014

Sandart ala orange

Dette er ikke en madopskrift på sandart med appelsin, men i stedet billeder af en sandart fra det svenske med en særpræget farve, som det ses af nedenstående billeder. Fisken fangede vi på vores seneste tur i det svenske. Vi havde aldrig før set en sådan sandart og vi var i tvivl, om det skyldes en infektion eller andet.

Særpræget camoflage!

Efter at have skrevet til fiskekyndige Henrik Carl fra Fiskeatlasset og spurgt til fænomenet, fandt vi ud af, at farven skyldes en genetisk mutation som forsagede farven. Samme mutation videreavles der på hos eksempelvis guldfisk og fænomenet kaldes xanthochrisme. Fisken blev genudsat, så der kan komme lidt mere farve på sandarterne i søen i fremtiden!

Vi siger tak til Henrik Carl for opklaringen! :)

Her lidt flere billeder af den orange gös!

lørdag den 18. oktober 2014

Fiskefattig kartoffelferie

Det er desværre ikke blevet til meget fiskeri i denne efterårsferie for mig, men en enkelt tur er det blevet til efter gedderne.

Forholdene var ikke fantastiske med tung regn, uklart vand og vind, men min kammerat Sune og jeg fik et par pindgedder på spin og flue i efterårsvejret. Gedderne var ikke særlig aktive, men det var rart at komme på søen igen.

Lille pindgedde varmer i regnen og rusket.

søndag den 5. oktober 2014

Bottom's up

Da denne søndag ikke levnede tid til en fisketur, er det vel passende at se tilbage på sidste søndags tur. Som trofaste læsere af bloggen nok har bemærket, så har vores pelagiske fiskeri i år ikke levet helt op til forventningerne. Godt nok fik jeg en ny PR i foråret, men siden da har det mildest talt været sløjt med de store fisk.
Derfor havde vi besluttet at tage en tur hvor vi gik tilbage til rødderne i vertikalfiskeriet, nemlig fiskeri på bunden. Ikke nok med det, så var søen også nøje udvalgt, idet denne sø næsten aldrig svigter.

Som tænkt så gjort, afsted tidligt om morgenen af en lille omvej pga. en sammenstyrtet bro på motorvejen, men hvad betyder det når der skal fiskes.

Morgenstemning ved søen

Heldigvis var fiskene på finnerne denne dag og efter lidt søgen fandt vi et par steder med gode koncentrationer. Som normalt med bundfiskeriet, var det ikke de største eksemplarer, men det var rart med lidt action og fiskene huggede på næsten alt hvad vi sendte ned i dybet.

Aborrerne blandede sig også i legen
Selv små fisk kan vække glæde når man trænger :)

Det blev en meget fiskerig dag, både aborre, sandart og gedde var i hugget og selv om kæmperne udeblev havde vi en dejlig dag. Midt på eftermiddagen havde vi fået nok og tælleren sagde 55 sandart, 3 gedder og 7 aborrer, tid til at stoppe mens legen er god som man siger. Alle fisk blev selvfølgelig genudsat!

Dagens største på lige under 3 kg.

Nu kan vi nok godt klare et par fiskeløse ture igen, ja faktisk har vi allerede haft en af slagsen i løbet af denne uge.

tirsdag den 23. september 2014

Hellere lille og vågen, end stor og doven, ikke?

For den pelagiske vertikalfisker har følgende ordsprog ikke helt den samme klang, når man ser på nedenstående scenarie, der udspillede sig sidst teamet var i Sverige. Billedet viser en pænere sandart, som stiger interesseret mod jiggen - men bliver overhalet af en mindre sandart, som snupper jiggen lige for snuden af den pænere sandart. Til temmelig stor frustration for Michael og jeg i båden...

Nej, nej, nej - dra åt helvete lil-gösta!

onsdag den 17. september 2014

Frustration

Jeg går ufatteligt meget op i mit fiskeri - det vil jeg ikke lægge skjul på! Måske går jeg endda for meget op i det, da det efterhånden har udviklet sig til et kompliceret had-kærlighedsforhold...

Lystfiskeri kan være frygteligt og fantastiskt!

Særligt det pelagiske vertikalfiskeri efter store sandart har de sidste to sæsoner fyldt næsten alt mit fiskeri. Næsten 20 fisketure og over 130 timer er i år indtil nu blevet spenderet i frivandet efter sandart. Læg til det timemæssige forbrug på vandet omtrent det samme eller sågar dobbelte antal timer på research, planlægning, grej og dagdrømmeri om drømmesandarten. 6 søer i både Danmark samt Sverige er besøgt og mange liter benzin, endnu flere ampere og utallige åretag er blevet brændt af i jagten.

De mindre sandarter frekventerer flitigt frivandet.

På trods af et, synes jeg selv, solidt engangement og indsats er resultatet udeblevet: faktum er, at jeg har ikke fået en eneste sandart >3 kg. i år. Det er super træls og særligt efter den seneste tur i det svenske er der svært at tro på succes. Den rigtige tid og det rigtige sted - og alligevel lykkedes det igen ikke.  Det tærer på fiskepsyken og jeg bliver utroligt opgivende overfor mit mål om en stor sandart fra frivandet!

Det sædvanelige scenarie.

Hvorfor ikke give op? En DBA-annonce til alt ens grej samt passionsskift vil måske løse problemet. Men det kan jeg ikke få mig selv til: Jeg har fisket siden jeg kunne gå og tror, at jeg vil fortsætte til jeg ikke længere kan holde en fiskestang. Lystfiskeriet og særligt sandartfiskeriet er en så bastant del af mig, at det synes uvirkeligt at slippe (for) det.

Det er decideret selv-pineri at følge med i sociale medier, hvor billeder af den ene store, pelagiske sandart efter den anden bliver postet af dygtige sandartfiskere. Jeg ved udemærket, at disse også har lagt mange timer i deres fisk, men det kommer sjældent til udtryk. Man hører sjældent om nulturene. Det giver et skævtvredet billede af fiskeriet, men det billede kan ændre sig på ét splitsekund. Én fisk kan være al besværet værd! Man må bare vente på den... Jeg må huske mig selv og andre på, at fiskene ikke vælter op i båden på kommando: det kræver hårdt arbejde, erfaringer og en pæn portion held. Mere af alle tre ting og nok mest det sidste må der skulle til!

Nye ting til grejkassen?

Jeg er nok igen snart at finde siddende i en båd, gloende på mit ekkolod og fægtende med min vertikalpind. Jeg kan ikke lade være og jeg ved, at det kan lade sig gøre! Jeg håber, at heldet vender om jeg så må ty til ABU's hugtabel, voodoo eller ofringer til sandartguden. Vi må se, hvad efteråret bringer!

ABU's hugtabel for 2014/2015.

Men for helvede det er op ad bakke for tiden!

lørdag den 13. september 2014

Ny sø og nye bekendtskaber

Nu skulle det være: En grov sandart i frivandet i det forjættede Sverige!
Weekenden var fri, vejret var godt,  grejet toptunet, søen nøje udvalgt, nylige fangstrapporter fænomenale og optimismen i top. Fredag aften rullede teamet, som en del gange før, mod Skåne.

Lørdagens fiskeri foregik i et nyt vand for os, som med sikkerhed indeholdt en reel chance for en stor sandart. Vi var totalt optimistiske og startede fiskeriet ved solopgang.

Lil-gösta var klar på at hugge!

Og det tegnede godt: der var masser af ekko at fiske på - flest små, men også pænere bananer. 
Som dagen skred frem forsvandt stor-fisk optimismen dog mere og mere: vi kunne udelukkende få mindre sandarter til at hugge og alle større ekkoer steg kun op og inspicerede vores jigs.

Vi higede, søgte og gloede på ekkolodsskærme.

Vi havde fornøjelsen af at møde Kalle fra Betesboxen-bloggen og Filip Sjöstrand, som arrangerer vertikal-træffet Vertikalmästern, på søen. Vi spiste frokost sammen ved søbredden og talte fiskeri, sandarter, søer og erfaringer - rigtig hyggeligt at møde venlige og imødekommende vertikalfiskere fra broderlandet, som er i samme "båd" som os. Vi kommer helt sikkert til at fiske sammen igen - og tak til Kalle for info om søen! :) Vi fik desværre ingen billeder af "frokosten", men Kalle fik foreviget den kulinariske taffel og blogget om sin fiskeweekend.

Tjena, gösta!

Desværre ændrede fiskeriet sig ikke efter frokosten og efter 13 timer på søen måtte vi give fortabt og overveje morgendagens muligheder, men vi kørte hjem til sommerhuset. 

Søndagens halve fiskedag blev brugt på et kendt vand, hvor vi tidligere har haft godt pelagisk fiskeri med en pæn andel fisk på 3-5 kg., og vi håbede at kunne genopbygge selvtilliden og måske få en anstændig sandart >3 kg. på krogen. Desværre gentog scenariet sig med tvære gös og kun lil-gösta kom i båden på denne sø.

Michael med turens største gös lige under 2 kg.

Vi måtte vende snuden mod Danmark med uforrettet fangstmæssig sag, hvor turen største sandart ikke krøb over 2 kg. Vi hyggede os som sædvanlig i det svenske, selvom forventningerne til fiskeriet ikke blev indfriede. Vi fik mødt hyggelige mennesker og fik en masse gode tips. Vi gør turen om i fremtiden, så skal det nok lykkes! :)

torsdag den 11. september 2014

Forbud mod levende agnfisk i Danmark

Dele af de i 2013 fremsatte anbefalinger fra Dyreetisk Råd vedrørende lystfiskeri ser ud til at blive garant for en eller flere lovmæssige restriktioner, som blandt andet vil forbyde brugen af levende agnfisk i Danmark.  Fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil foreslå forbuddet mod brugen af levende agnfisk og forventer en vedtagelse under høringen om forbuddet, samt ikrafttrædelse af forbuddet marts 2015.
Denne lovgivning vil have en stor betydning for særligt søfiskeriet herhjemme, hvor både gedde, aborre og sandart bliver fisket målrettet af mange med netop levende agn som den primære metode.

Læs nyheden her: Fisk & Fri

Læs Dyreetisk Råds udtalelse om lystfiskeri her: Link!

Det bliver interessant at følge udviklingen og reaktionen blandt lystfiskerne omkring det måske fremtidige forbud mod levende agnfisk - samt om andet fra udtalelserne vil blive brugt i fremtidig lovgivning.

fredag den 5. september 2014

To the motherland

I weekenden er teamet endnu engang i Sverige for at søge efter stor-gösan i frivandet! Vi skal teste et nyt vand, som vi har fået anbefalet af de indfødte og som skulle indeholde en pæn bestand af sandart i grov størrelse - det er lige os! Alt efter hvordan det nye vand fisker, fortsætter vi fiskeriet i det eller gentager fiskeriet i en kendt sø.

Rapport om turen kommer her på bloggen!

Det ønskede billede af gösens adfærd i weekenden!

søndag den 17. august 2014

Nedkøling

Vejret i disse dage og den kommende uge minder mest om efterår med relativt lave temperature, regn og rusk. Det er virkelig noget, som søernes temperatur har brug for, efter at have nærmet sig kogepunktet den seneste måned. Fiskeriet har været trægt og temaet har ikke været særlig fiskeaktive den seneste tid pga. dette. Jeg er sikker på, at de fleste ferske rovfiskere klapper i deres fiskefeber-rystende hænder over den kommende tids vejrudsigt.

Cool-down!

Mens vi venter er grejet blevet pudset af, lidt småting indkøbt af og stingere fornyet.

Stingerfornyelse.

Vi håber at kunne få et par ture efter henholdsvis aborrer og sandarter de kommende uger, hvis vinden stilner lidt af.

Det tidlige efterår er en god tid for fine dropshot-aborrer!

søndag den 3. august 2014

Ny hægte: Mustad Fastach

Det er ikke nemt at finde en hægte til den kræsne vertikalfisker. Hægten skal være stærk, diskret og hurtig at skifte agn med. Teamet har indtil nu brugt en Berkley Cross-Lok Snap på 60 pund til det pelagiske fiskeri, men den er lidt beværlig til hurtigt agnskift og klodset ift. mindre jigs.

En hægte, som kunne opfylde vores krav, er en hægte af Fastach-typen. Fastach er vist nok en sammentrækning af 'fast attach' og selve fastgørelsen af agnen foregår med at dreje agnen på. Så man ikke behøver at fedte med at klemme åbningsmekanismen op og i, som man gør ved konventionelle hægter.

Fastach-hægten monteret på et 35 g. 6/0 Ismo-jighoved.

Vi har valgt Mustad Fastach-hægte i 50 pund til vores fremtidige pelagiske fiskeri. Den er meget diskret, men virker robust og umiddelbar nem samt hurtig at skifte agn med.

Mustad Fastach og StayLok.

Der røg også en enkelt pakke Mustad StayLok-hægter i 200 Pund med til jerkbaitfiskeriet. 

Vi fandt hægterne hos den danske webshop Jaxx, som leverede allerede dagen efter bestilling - thumbs up!

mandag den 28. juli 2014

Succes med StructureScan

En morgentur, inden sommervarmen for alvor satte ind, skulle spenderes på et lokalt vand. Jeg havde monteret min StructureScan-transducer på min nye transducerholder og vi ville forsøg at spotte pelagiske rovfisk på siderne af båden vha. StructureScan og efterfølgende fiske på dem.

Planen gik over al forventning: af de 6 gedder, som vi lykkedes at få i båden, var halvdelen fundet vha. StructureScan. At kunne dække vandet på begge sider med ekkoloddet øger ens chance for at finde rovfiskene og vi forventer os meget af dette nye værktøj til fremtidens fiskeri.

En af morgenens fine gedder.

Alle gedderne var i pæn størrelse og de tre af dem +5 kg. De trak pænt med kabel af hjulet og flexede fint kulfiberen! :)

Dobbelt op på camo.

Fiskeriet står pt lidt stille i sommervarmen, men Michael har planer om et par ture i den kommende tid efter pelagiske gösar i det svenske. Forhåbentligt mere herom!

søndag den 20. juli 2014

Dobbelt transducerbeslag

Flere og flere lystfiskere med nyere ekkolod begynder at investere i 3D-udvidelser til deres ekkolodenheder som StructureScan, SideScan og SideVü for bedre at kunne scanne vandet langt omkring båden for fisk. Denne udvidelse kræver en ekstra transducer monteret udover den gængse 2D keglesignal-transducer.

Når man som LFT primært benytter sig af foreningsbåde, er en transportabel transducerløsning nødvendig. Det kan imidlertid være svært at finde plads til begge de medfølgende beslag for 2D- og 3D-transducerne på ens transducerstang uden, det bliver klodset eller griber for meget vand. 
Jeg har derfor valgt at investere i et holdbart dobbelt transducerbeslag i rustfrit stål, som kan holde både min 2D-transducer og min StructureScan HD-transducer monteret. 

Begge tranducere monteret på samme beslag.

Beslaget er købt hos Angel-schlageter i Tyskland og kostede med fragt lidt over 500 danske kroner. Kvalitetet er i top og beslaget virker uforgængeligt.  Jeg har tidligere haft samme beslag til min gamle StructureScan-transducer og det tjente mig godt. Bemærk 2 ugers produktionstid efter bestilling.


Monteringen er enkel, holdbar og "aquadynamisk".

Lignende beslagsløsninger findes til Garmins SideVü og Raymarines Dragonfly.

Beslag, skruer og brugsforvirring.

tirsdag den 8. juli 2014

Tröga gösar

Opsumering af weekendens pelagiske vertikalfiskeri i det svenske for LFT: 

På to dages fiskeri fiskede vi sammenlagt 25 timer og fik 6 timers søvn. Begge dage stod vi op før kl. 2 og var på søen ved 3.30 tiden og fiskede til vi segnede. Vi fiskede i to forskellige søer og den første dag blankede vi totalt i den ene sø, hvilket satte en dæmper på forventningerne. Den næste dag var vi på en mere "sikker" sø, men på denne oplevede vi kun to korte hugperioder, en tidligt om morgenen og en ved middagstid, og fik samlet 7 mindre gös i båden med top på 2,5 kg.

Savagear's Sandeel Slug i 20 cm. stod for de fleste fisk.

Vi havde forventet os bedre fiskeri samt større fisk, men havde alligevel en hyggelig tur hvor vi er blevet lidt klogere på sandarterne og søerne i det svenske. We'll be back!

Den sceniske gevinst ved at stå tidligt op.

Nu står de hjemlige sandarter igen for skud og det samlede team vender tilbage til det svenske i efteråret, når vandtemperaturen er faldet og vi har lavet lidt research på nogle nye fiskevande hinsidans.

mandag den 30. juni 2014

Gedde-PR fra frivandet

Michael og jeg havde planlagt en tidlig morgentur igen med det pelagiske vertikalfiskeri som metodevalg.

Vi startede fiskeriet før solopgang: søen lå stille og emmende af dis og store fisk, da vi gled ud af havnen. Michael fandt i det første lys et enormt ekko, som han ramte perfekt med loddet og min Twinteez strøg ned og stoppede over ekkoet - ekkoet strøg op og hamrede på...

Allerede i modhugget var fisken enormt tung. Den ruskede kraftigt med hovedet og tog et bestemt udløb fra sin pelagiske position og ned på bunden. Jeg havde ingen kontrol over fisken. Min 3776-stang knagede i korken og fisken trak båden roligt afsted. Efter et par minutters tovtrækkeri i vandsøjlen kom en, efter min optik, enorm gedde til overfladen. Vi var ellevilde, da nettet kom under fisken. Fisken havde et enormt krokodille-hoved og var meget bred over ryggen. Fisken blev afkroget og målt til 9,4 kg. og 104 cm., hvilket er ny gedde-PR for mig - rigtig fedt! :)

Ny gedde-PR på 9,4 kg. og 104 cm.

Fisken fik lidt kunstige åndedræt i overfladen inden den langsomt og majestætisk forsvandt ned i dybet. Turen var allerede nu reddet for mit vedkommende og jeg overtog sejleriet for at finde et ligeså godt ekko til Michael. Vi nød den stille morgen i fulde drag og håbede på en grov sandart.

I løbet af morgenen og formiddagen fandt vi spredte ekkoer og fik håndfuld sandart optil 2 kg. i båden, men de større ekkoer, vi fandt, kiggede resten af dagen kun nysgerrigt på vores jigs og det blev ikke til flere storfisk. Vinden friskede op ved middagstid og vi måtte vende tilbage til havnen, men vi var meget godt tilfredse med resultatet.

De mindre sandarter var på finnerne!

Denne tur var en længe ventet succesoplevelse ovenpå det noget magre fiskeri, som vi har oplevet i det danske siden sandartpræmieren. Turen har givet os yderligere blod på tanden og vi vender frygteligt tilbage med vores gummidyr til frivandet inden længe!

mandag den 23. juni 2014

Hugvillige gedder i frivandet

En aftentur for teamet foregik endnu engang i frivandet efter pelagiske rovfisk, hvor særligt sandart står øverst på ønskelisten.

Modsat tidligere ture fandt vi massive stimer af agnfisk i frivandet og omkring disse lurede rovfiske-bananer - som rent faktisk var i hugget. Fiskene var meget på farten, sikkert grundet jagt på mad, og svære at ramme med ekkoloddet, men når vi gjorde, strøg de i ekspresfart op og hamrede på vores jigs.

Frivandsgedde i god foderstand!

Vi fangede ingen sandart, men de fem gedder optil lige under 5 kg. som vi fik i båden gav super fights. Vi mistede også en fisk, som føltes rigtig fin, så det gav blod på tanden til fremtidige ture.
Det var rigtig rart igen at mærke hug i frivandet grundet den hugmæssige tørkeperiode, som vi har oplevet herhjemme den seneste tid, så vi igen har lidt tro på projektet.

Næste gang tager vi en sandart!

fredag den 20. juni 2014

Opgradering af ekkolodselektronikken

Jeg har altid haft Lowrance-lodder til mit søfiskeri: Først en sort/hvid X-91, senere en X510c med farveskærm og senest en HDS-5 generation 1 med farveskærm og GPS, som jeg har haft de sidste fire år. Jeg har altid været tilfreds med mine Lowrance-lodder og derfor faldt valget på dem igen, da jeg skulle opgradere. Skærmen på min HDS-5 var begyndt at blive lidt for lille til de mange funktioner, som ekkolodsteknikken efterhånden kan, og GPS'en en smule for langsom til finpositioneringer i frivandet, så derfor valgte jeg at opgradere til større touch skærme med hurtigere intern 5 Hz GPS. 

Det samlede elektroniksæt til mit fremtidige fiskeri.

Mit nye sæt består af en Lowrance HDS 7 generation 2 Touch og en HDS 7m generation 2 Touch, som bliver sammenkoblet vha. et ethernetkabel, så de deler data. Af transducere er indkøbt en StructureScan HD 800/455 kHz transducer og en konventionel 200/83 kHz transducer.

En yderligere udvidelse er et Insight Genesis premium abonnement, hvor man gennem et webbaseret værktøj kan generere dybdekort udfra dybdelogninger gjort på lodderne. Det er også muligt at dele logninger (social mapping), så alle kan få glæde af hinandens logninger og gøre søerne mere komplette i deres dybdekort. Jeg vil under fremtidige ture logge og uploade, så jeg kan få præcise dybdekort til mit fiskeri, som er et utrolig vigtigt værktøj i jagten på de store rovfisk.


Sættet kommer primært til at blive brugt til pelagisk fiskeri efter sandart, men kommer til at følge mig under al mit fiskeri på søerne. Jeg glæder mig meget til at blive bekendt med lodderne og særligt StructureScan'en i frivandet. Jeg bilder mig selv ind, at jeg med tiden vil have en elektronisk fordel der vil give mig flere fisk i båden - men nu må vi se... :)

mandag den 16. juni 2014

Svensk revanche

Som det fremgår af det tidligere indlæg, har vi haft lidt problemer med sandarterne på en hjemlig sø, der er meget klarvandet (sigtdybde op til 4 m.), derfor greb jeg straks chancen, da jeg fik mulighed for en tur i det svenske. Jeg havde kun en halv dag til rådighed, så for at maksimere udbyttet var uret sat til kl. 02.00 og kl. 3.30 sejlede jeg ud på en næsten spejlblank sø, mens solen steg op bag trætoppene, ren idyl.

En af de mange mellemfisk.

Fiskeriet startede godt, da de 2 første ekko som jeg stoppede på steg op og huggede uden tøven, det var dog mindre fisk. Generelt skulle der arbejdes lidt for fiskene, det mest frustrerende var at langt de fleste fisk var i konstant bevægelse, det vil sige der kun var én chance for at ramme plet med jiggen, hvis det ikke lykkedes første gang, var fisken trukket væk og meget svær at genfinde.

Høj sol og spejlblank sø

Tidligere ture, hvor jeg har været alene ude på søen, har jeg ikke rigtig fået taget billeder, men denne gang havde jeg medtaget et kamera med selvudløser, det viste sig dog at være lidt mere besværligt end forudset :) men det blev da til et par enkelte billeder med fisk på.

Sol og gös, en dejlig kombination

I alt blev det til 10 gös, med 3 stk. over 3 kg., ikke nogen kæmper, selv om jeg mistede en pæn fisk, som jeg lige nåede at få et glimt af inden den sled sig løs af en yderlig krogning. Resultatet svarer ganske godt til det rygte søen har om en god bestand af mellemfisk, men ingen af de helt store.

Så er der igen opbygget lidt tålmodighed til de hjemlige sandarter.