lørdag den 13. september 2014

Ny sø og nye bekendtskaber

Nu skulle det være: En grov sandart i frivandet i det forjættede Sverige!
Weekenden var fri, vejret var godt,  grejet toptunet, søen nøje udvalgt, nylige fangstrapporter fænomenale og optimismen i top. Fredag aften rullede teamet, som en del gange før, mod Skåne.

Lørdagens fiskeri foregik i et nyt vand for os, som med sikkerhed indeholdt en reel chance for en stor sandart. Vi var totalt optimistiske og startede fiskeriet ved solopgang.

Lil-gösta var klar på at hugge!

Og det tegnede godt: der var masser af ekko at fiske på - flest små, men også pænere bananer. 
Som dagen skred frem forsvandt stor-fisk optimismen dog mere og mere: vi kunne udelukkende få mindre sandarter til at hugge og alle større ekkoer steg kun op og inspicerede vores jigs.

Vi higede, søgte og gloede på ekkolodsskærme.

Vi havde fornøjelsen af at møde Kalle fra Betesboxen-bloggen og Filip Sjöstrand, som arrangerer vertikal-træffet Vertikalmästern, på søen. Vi spiste frokost sammen ved søbredden og talte fiskeri, sandarter, søer og erfaringer - rigtig hyggeligt at møde venlige og imødekommende vertikalfiskere fra broderlandet, som er i samme "båd" som os. Vi kommer helt sikkert til at fiske sammen igen - og tak til Kalle for info om søen! :) Vi fik desværre ingen billeder af "frokosten", men Kalle fik foreviget den kulinariske taffel og blogget om sin fiskeweekend.

Tjena, gösta!

Desværre ændrede fiskeriet sig ikke efter frokosten og efter 13 timer på søen måtte vi give fortabt og overveje morgendagens muligheder, men vi kørte hjem til sommerhuset. 

Søndagens halve fiskedag blev brugt på et kendt vand, hvor vi tidligere har haft godt pelagisk fiskeri med en pæn andel fisk på 3-5 kg., og vi håbede at kunne genopbygge selvtilliden og måske få en anstændig sandart >3 kg. på krogen. Desværre gentog scenariet sig med tvære gös og kun lil-gösta kom i båden på denne sø.

Michael med turens største gös lige under 2 kg.

Vi måtte vende snuden mod Danmark med uforrettet fangstmæssig sag, hvor turen største sandart ikke krøb over 2 kg. Vi hyggede os som sædvanlig i det svenske, selvom forventningerne til fiskeriet ikke blev indfriede. Vi fik mødt hyggelige mennesker og fik en masse gode tips. Vi gør turen om i fremtiden, så skal det nok lykkes! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar