søndag den 30. juni 2013

Den falske fisk i frivandet

For at øge vores pelagiske kundskaber forud for den kommende tur på den anden side af Sundet, tog vi lørdag eftermiddag på søen i håbet om en pelagisk sandart i båden.

Da vi sejlede ud af havnen, blev vi mødt af hvidskummende bølger og en strid vind på mere end hvad godt er. Det var ikke optimale forhold for det pelagiske fiskeri, men vi stred os derudaf med bølgesprøjt stående indover stævnen. Det var næsten tre måneder siden teamet havde været samlet til sandart-togt, så vi måtte bare afsted!

Planen var, at det ene teammedlem skulle positionere båden, mens det andet medlem sænkede jiggen ned over de lovende ekkoer. 
Vi fandt et område med en smule mere smuldt vand og ekkoloddet tegnede jævnligt "skyer" af agnfisk på loddet. Jeg startede ved motoren og Michael sad i klarposition med en 9" Slug-Go i farven Mahi Mahi for enden af forfanget.
En moden banan i rød-gule farver tegnede sig på skærmen og motoren blev slået bak, mens Slug'en susede ned gennem vandsøjlen. Jig-ekkoet standede et par meter over fisken, som resolut steg og hamrede på! Michael påpegede hurtigt, at det måtte være en gedde grundet fiskens horisontale udløb og få øjeblikke senere lå flot, fuldfed sommengedde i overfladen og gloede olmt på os. Vejningen sagde 5,1 kg. og fisken svømmede ned i dybet efter fotos og genudsætning.

Michael med den flotte gedde.

Vi var begge overraskede over og glade for vores succes i første dyp, og selvom det ikke var den sandart som vi havde håbet på, men i stedet den falske fisk for en sandartvertikalfisker, var vi tilfredse grundet de svære forhold. 

Vi byttede roller. Michael sad nu og ræsede rundt for at finde rovfiskene. Jeg valgte en 10" Fin-S i Mahi Mahi. Efter et par begivenhedsløse ekkoer, fandt Michael et fint ekko, som umiddelbart ikke rokkede sig, men efter lidt tid og stangvip steg den langsomt op til jiggen - og huggede! Jeg havde kontakt til fisken i et sekund, hvorefter krogholdet slap... Jeg bandede eftertrykligt og mistænkte sandart pga. fiskens adfærd - men hvem ved?

Vi higer og søger (ikke i gamle bøger) efter sandart.

Vi fiskede på omkring 20 gode ekkoer, som desværre kun inspicerede eller ignorerede vores gummifisk, og efter 5 timers kæmpen i vinden gav vi søen fred og sejlede i havn.

Turen var en succes i den forstand, at Michael fik en rigtig fin gedde i båden og vi formåede at kunne holde båden over fiskene på trods af de svære forhold - nu mangler vi bare nogle hugvillige bananer. Vi er klar til weekenden! :)

fredag den 28. juni 2013

Det lysner...

Selvom dagenes lyse timer allerede svinder, lysner det for teamets fiskeri! For mit vedkommende er en intensiv arbejdsperiode overstået og ferien samt fiskeriet kan begynde.

Vi har planlagt en pelagisk træningstur i weekenden, hvis vinden tillader det. Træningen skal forberede os på næste weekend, hvor vi tager på en weekendtur til det svenske - igen hvis vinden tillader det. I Sverige skal vi teste mindst én ny sø og håber, at gösan vil lege med og give os som fisketurister en god oplevelse.

Update følger...

Det bliver fantastisk at komme på søen igen!

fredag den 21. juni 2013

Et studie i pelagiske vertikalfiskeri

Rapporter fra ind- og udland med store sandarter taget i frivandet tikker jævnligt ind og resultaterne er imponerende!

Hvis man er i tvivl om, hvordan fiskeriet praktiseres har FishEco allerede behandlet emnet i deres "live fiske"med Albin Sharghi fra CWC Fishing Team.

En pelagisk situation fra sidste sæson, hvor det ikke lykkedes 
for os at lure gösan pelagisk! :(

Er man, som jeg selv, interessert i det dramatiske øjeblik, hvor jiggen bliver præsenteret for sandarten og dennes reaktion, kan jeg varmt anbefale svenske Björn Tunmats youtube-kanal. Her findes stribevis af film med "live" ekkolodsbilleder og dertilhørende fights af vægtige gösar. Det er en god og spændende inspirationskilde til, når man selv skal på vandet og kæmpe med de pelagiske kæmper. 

Tjek en af Björns seneste videoer nedenfor, hvor den nye Twinteez fra Westin er rigtig hot hos sandarterne:

onsdag den 12. juni 2013

Lucio Working Team

Lucio Fishing Working Team

Vores teamnavn slår på ingen måde til for tiden… Den ene fiskeaftale efter den anden bliver enten fejet væk af ændrede arbejdsplaner eller blæst ad helvedes til af en træls sydvestenvind. Fiskemæssigt er det den rene elendighed og vi skuer så langt frem som til juli for at kunne skimte en reel muligheden for at komme på vandet igen – jeg græmmes!

Bloggen kommer nok af samme årsag til at stå lidt stille mht. fisketurene de kommende uger - men jeg vil forsøge at blogge, hvis jeg falder over noget fornuftigt.

… Og måske, hvis månen står rigtigt, ABU’s hugtabel angiver givtigt fiskeri på dagen og det samtidig værker i onkel morfars venstre storetå, så er der måske en kinamands chance for, at Lucio Fishing Team får samlet tropperne og vælter på vandet med en fiskefeber på langt over 40 grader.

Nu til noget interessant:

Tjek nedenstående video med en aggresiv sandart, som angiveligt beskytter sin gyderede. Det er ret overraskende, at den er så kompromisløs og angriber den irriterende dykker!

Don't mess with me, haters!

torsdag den 6. juni 2013

Fars dag på søen

Fars dag blev spenderet med det fædrende ophav på søen, hvor der skulle krydses klinger med junisandarterne. Vejret var fantastisk med sol og svag vind - ideelle forhold! Vi kom på søen først på formiddagen og søgte indledningsvist rundt på nogle toppe i midtsøen uden resultat. Vi ændrede plads et par gange og begyndte at finde pæne koncentrationer af sandart på skrænter med strukturer, som pynter og hård bund under land og der gik ikke længe før de første gösar fuldstændig inhalerede vores jigs. 

Hidsig hansandart foreviget inden geudsætning.

Dagen igennem huggede sandarterne stabilt hos os begge og enkelte jigs måtte sågar sendes til de evige grejkasser grundet afrevne shadhaler og iturevne kroghold.

En nostalgisk ur-jig kom også i løbet af dagen for enden af mit forfang: Fox Slayer i farven watermelon. Slayer'en var jiggen, som for år tilbage, gav Michael og jeg vores første vertikal-sandarter og har derfor for os en vis mojo (uden dog at stinke af hvidløg som Flapp'n Shad's mojo) for teamet. Slayer'en stod også for et par fisk, men må være blevet overhalet af jig-evolutionen, da jigs af nyere dato præsterede bedre denne dag. Men at pensionere Slayer'en fra min grejkasse grundet alderdom kommer ikke til at ske!

Gösta med Fox Slayer i watermelon.

Størrelsen på de fleste sandarter var beskeden, men enkelte sneg sig op over 2 kg. og den største var en fin dame på 3,0 kg. og 68 cm. De mindre sandart havde as usual ingen proportionsfornemmelse og kastede sig frygtløst over jigs i alle størrelser. Shad-jigs i chartreuse, brune og hvide nuancer med en rimelig livlig gang gav bedst denne dag. Dybden for sandarterne var stabil omkring 5,5-7,5 m. hele dagen.

Mini-gösta har inhaleret et Oekojig-hoved og en SPRO Komodo.

Dagens ubetingede bedste jig var Rip Shaker fra Fox Rage i farverne lemon tiger, salt and pepper og appleseed.

Rip Shaker'en i lemon tiger var on fire idag!

Vi sejlede i havn midt på eftermiddagen og var stegt godt igennem af middagssolen, men meget tilfreds med præmiereresultatet. Den værste fiskefeber var væk og min far havde fået en pæn håndfuld sandart gennem dagen. :) Alle fisk selvfølgelig genudsat!

Michael og jeg har planer om inden længe at opsøge nye jagtmarker i vores sandartsøgen og de første indledende forberedelser er begyndt med dybdekortstudering og elektronisk fiskeforberedelse med produktion af cirka-waypoint for interessante strukturer. Vi har hverisær en 5+ sandart på vertikalgrejet som mål for i år, så nu køres monster-jigs til pelagiske monster-sandart i stilling. Så må vi se, om vi kan stå for det fristende, charmerende og taknemlige bundfiskeri, og kæmpe fortrøstningsfuldt og nøjsomt i frivandet efter de større fisk. Vi kommer ihvertfald til at gøre et forsøg! :)

Dagens største sandart på 3,0 kg og 68 cm.

tirsdag den 4. juni 2013

School's out - fishing's in

Nu er det sørme nok med inertimomenter, erstatningskapacitanser, beta tubulin genamplifikationer, fænotypisk artsidentifikation, udregning af net positive sucktion head til pumpedimensioneringer osv., osv...  Jeg har endelig mulighed for at komme væk fra bøgerne og ud på vandet, hvilket er stærkt tiltrængt!

Sommeren skal spenderes med en kombination af forhåbentligt flere fisketure end jeg har haft i foråret, arbejde og et smut til Berlin med familien, hvor jeg allerede har spottet et par Gummiköder Specialisten som skal besøges.

Jeg sad selv til skriftlig fysikeksamen på premieredagen d. 1/6 og var misundelig på det gode vejr. Det tætteste, som jeg selv kom på vertikalpremieren, var at tale i telefon med Michael A. om det fine fiskeri, som han og hans kammerat Lars havde haft, samt at læse beretninger hos vertikalinteresserede medbloggere.

Onsdag/Fars dag er jeg selv på vandet med mit fædrende ophav og ser om gösarna vil lege med, når der skal vertikal jigges. Stængerne er allerede klar og jeg er SÅ klar! :)

søndag den 2. juni 2013

Premiere !

Så blev det endelig 1. juni og den indespærrede fiskefeber kunne brændes af efter vores absolutte yndlingsfisk sandarten. Desværre var Nils optaget af eksamen, så teamet var halveret, men jeg fik forstærkning af en fiskeven og tidligere kollega Lars, som havde sin første vertikale sandart til gode. Jeg havde i den forbindelse lovet fangstgaranti, hvilket man jo ellers aldrig skal gøre.

Vi havde kun en halv dag til rådighed så aftalen gik på at starte tidligt, hvilket jeg bandede langt væk da uret ringede kl. 03.00, men op kom jeg da og afsted til søen. Vel fremme var det hurtigst muligt ud på søen og i gang med fiskeriet.
Lars havde medbragt det nye Lowrance HDS 7 Gen 2 touch, fantastisk instrument som virkeligt leverede et flot og detaljeret billede, både som traditionelt ekkolod, men også via downscan og den indbyggede StructureScan funktion. Det gik lidt trægt i starten, jeg fik dog en 3-4 fisk mens Lars lige fik styr på teknikken. Vi prøvede flere af de gængse pladser uden at finde fiskene, men efter endnu et pladsskifte gik det pludseligt stærkt.

En af de mange mellemfisk denne dag.

Her var der fisk, og nu havde Lars også fundet melodien, han tog den ene sandart efter den og efter kort tid havde han fanget flere sandarter denne dag end nogensinde før tilsammen, så allerede her var dagen en succes og min tidligere fangstgaranti opfyldt. Fiskene var en blanding mellem meget små sandart og en del mellemfisk omkring 1,5 kg mens vi manglede de større fisk. Pludselig får Lars et kanonhug og denne fisk er klart større, den lille vertikalstang må understøttes for at presse fisken til overfladen. 70 cm og 3,5 kg vejede denne flotte sandart som efter vejning og fotografering svømmede frisk tilbage til bunden igen.

Dagens største på 3,5 kg rent.

Vi blev på denne plads et stykke tid og det gode fiskeri fortsatte, dagens dybde var helt klart omkring 6m - 6,5m. Vi fik også en del pæne gedder og 2 aborrer, så søen viste sig fra sin gavmilde side denne flotte junidag. Lars skulle desværre tidligt hjem så vi måtte afbryde allerede inden middag.

En lidt slidt aborre. Bemærk det lækre Lowrance HDS 7 touch.


Efter at have sat Lars i land havde jeg lige et par timer mere på søen, jeg forsøgte samme sted som tidligere og det gav også et par fisk, men nu var det blæst op, hvilket gjorde det besværligt at fiske denne plads. På GPS'en fandt jeg en "glemt" plads, et meget lille område med en struktur på 6 meters dybde. Ekkoloddet viste masser af fisk så jeg smed en markør, og på dette lille område omkring markøren tog jeg 11 sandart i rap, der var ganske enkelt hug hver eneste gang jeg sejlede ind over. Fiskene var godt nok små, men det var nu sjovt alligevel. Efter dette gik turen hjemad, jeg nåede dog lige at hilse på Howald med flere, som også var på premiere fiskeri, de lå tæt på land i læsiden og hyggede sig i solen.

Howald hygger i solen

Kl. 15.00 var jeg hjemme igen og kunne se tilbage på en rigtig god premieredag i hyggeligt selskab og med så mange fisk at vi helt glemte at tælle dem. Synd at Nils ikke kunne være med, men jeg har hørt at han pønser på revanche i løbet af den kommende uge, så hold øje med bloggen.