søndag den 27. januar 2013

Oekojiggen

Det danske forbud imod salg af blyholdigt fiskegrej har afstedkommet en mangel på jighoveder i et lovligt materiale i de danske grejforretninger, som samtidig også tilfredsstiller kræsne specimenfiskeres krav om kvalitet.

Morten Edvars, manden bag forummet Esoxhunt og bæredygtigtfiskeri.dk, har skabt et jighovedkoncept, Oekojig, som efterkommer lov- og kvalitetskravene.

Oekojighoveder er af en legering med samme massefylde som bly, hvilket gør at jighovederne ikke bliver uhensigtsmæssigt store, som hvis man havde brugt et metal med en lavere massefylde end bly.

Erietype af Oekojiggen med Matzou Sickle-krog.
Jighovedtyperne er de kendte runde (7-20 g.), football (6-20 g.) og erie (5-20 g.).

Jigkrogene er i forskellige størrelser og fra kvalitetskrogproducenter som Gamakatsu, Owner, Mustad, VMC og Matzou Sickle. Magnumjighoveder til store geddejigs skulle også være på trapperne.

Af andet sænk i samme legering er stavformede dropshot-sænk (10 g.) med release svirvel og projektilsynk (kommer snart!).

Team'et er blevet begavet med et udvalg af forskellige Oekojigs og det umiddelbare indtryk er meget positivt. Jighovederne er meget pænt støbt og krogene, især Matzou Sickle, er superskarpe.

Lidt forskellige Oekojigs klar til kamp!
LFT tester under foråret og sommeren jighovederne i praksis til vertikalfiskeriet og en anmeldelse kommer i løbet af 2013.

Tjek Oekojig-webshoppen hvis du er interesseret i en miljøvenligt og kompromisløst kvalitetsjighoved made in Denmark!

søndag den 13. januar 2013

Elektroniske fiskeforberedelser

I denne kolde tid er tiden til at lave forberedelser til den kommende sæson.

Teamet har kig på flere nye, spændende søer i både Danmark og Sverige. Da vores tid skal koordineres med familie, arbejde, skole og vejret er de effektive fisketimer på vandet begrænsede. For at effektivisere vores tid på vandet er det vigtigt at vide præcist, hvor man gerne vil fiske. 

Mange danske og svenske søer har dybdekort i papirform, som kan hjælpe én til at finde hotspots, men den eksakte position på en skrænt eller knold kan være svær at lokalisere, når man selv sejler rundt på en stor sø. Man kan komme til at lede længe uden at fiske effektivt under fx. vertical jigging. Jeg har fundet en løsning på problemet, som kan forberedes hjemmefra.

Jeg gør brug af indskannede dybdekort og Google Earth (GE). GE har en funktion, som hedder "Tilføj billedoverlejring", hvor man kan tilføje et billede direkte på GE's satellitbilleder. Ved at gøre billedet gennemsigtigt og justere størrelsen samt placeringen i GE kan man få dybdekortet over den ønskede sø til at ligge temmelig præcist ovenpå satellitbilledet af søen - vupti et elektronisk dybdekort på computeren. Man kan nu tilføje waypoints i GE til de skrænter, knolde, pynter osv. som man har udseet sig, eksportere dem til ens kombi-lod eller håndholdte GPS og tage dem med på søen. Har man så gjort forarbejdet ordentligt, kan man bare aktivere waypointet på GPS'en og navigere hjemmevant hen til en fiskeplads, hvor man aldrig har været før, og fiske på den med det samme. Dette er selvfølgelig forudsat af, at loggeren af papirkortet har gjort sit arbejde ordentligt...

Teamet har haft held med at ramme præcist indenfor 10-20 m. med hjemmelavede waypoints på eksempelvis knolde, som ville have taget rum tid at finde uden waypointet. :)

Prøv metoden og spar tid på nye søer! 

Eksempel på elektronisk dybdekort i Google Earth.

fredag den 4. januar 2013

Filmanmeldelse: Vertikalfiske med jigg

  • Fiske-Feber: Vertikalfiske med jigg (med Jörgen Larsson)
  • Sprog: Svensk
  • Undertekster: Svensk
  • Længde: 51 minutter.

Denne film er den perfekte vertical jigging-intro for en begynder, da den forklarer alle de vigtigste falsetter af vertikalfiskeriet. Filmen er min personlige favorit indenfor de vertikal-film, som jeg har stiftet bekendtskab med. Filmen grundlagde mit eget vertikalfiskeri og jeg følger mange de råd, som filmen gav mig, til mit fiskeri i dag!

Man følger Jörgen Larsson en hel fiskedag på en svensk sø. Han fisker fra båd og bruger elmotor til at styre sig rundt på fiskepladserne.

Filmen indledes med en introduktion til de forskellige jigtyper (shad, v-tail osv.) og farver, og i hvilke fiskesituationer de fungerer bedst, samt forfang og hvorfor det er nødvendigt.

Fiskeriet indledes og Jörgen forklarer omkring gode pladser, bundhårdhed, dybde og bådkontrol . Efter lidt resultatløst fiskeri vises, hvordan man kan udvælge sig fiskepladser vha. et dybdekort. Han begynder at fange lidt små-gös (sandart på svensk), men er ikke tilfreds med de mange resultatløse hug. Et gennemgående tema i filmen er vigtigheden af at skifte jig indtil man finder en jigtype og farve, som trigger hugrefleksen kraftigt hos de til tider besværlige sandarter. En kommentar i filmen understreger, at ”Detta är en detalj som skiljer en toppfiskare från en genomsnittsfiskare.” Vi vil jo alle gerne være topfiskere!

Brugen og vigtigheden af en markør vises i praksis, og Jörgens foretrukne jigbevægelsesteknik forklares i detaljer.

Han fortsætter ved at bevise effektiviteten af det hyppige jigskifteri ved begynde at fange en del pæne gös på et par kilo på en hvid shad-jig, efter at have skiftet en del rundt på typer og farver. Han fanger en stor del af fiskene på et område, som han har fundet vha. ekkoloddet og markeret visuelt med en markør samt med et GPS-waypoint. Han fanger en del fisk i mellemklassen og bliver ved med at eksperimentere med jigs og fiskplads. Flimen byder også på en rigtig fin stor-gös på over 5 kg.

Til slut forklares om udrustningen: stang, hjul, flet line og jighoveder. Jørgen anvender en Daiwa Viento og forklarer fordelene ved et multihjul med Twitching Bar. Han runder af med et kort resume af de vigtigste aspekter for et effektivt vertikalfiskeri efter sandart.

Filmen har en bonus-sekvens, hvor Jörgen viser hvordan man rigger en vertikaljig med jighoved og laver en stinger-krog til. Det er meget let selv at efterligne de to rigningstyper ud fra filmen. Rigs’ene er for øvrigt meget effektive.

Filmen udkom som en del af en udgave af det svenske Fiske-Feber tilbage i 2008. Faktummet, at filmen ikke er produceret som et enestående element, men er et side-kick til Larssons pioner-vertikalartikler i skandinaviske fiskemagasiner, gør det endnu mere imponerende.

Filmen har en fin balance mellem informativ beskrivelse af fiskeriet og action med fight og fisk.

Desværre er det ikke noget teknisk vidunder: Da det begynder at regne og blæse på søen, går det i mikrofonen og skaber en del støj– men det er ikke noget stort irritationsmoment. Kameraføringen er en smule hjemmevideo-agtig – men jeg synes ikke det gør noget overhovedet, når indholdet er af så høj klasse! Jeg kan rigtig godt lide Larssons rolige og grundige tilgang til fiskeriet og forklaringerne. Mange fiskefilm, som bliver brandet til how-to-fish film, bliver enten for tekniske og kedelige eller skøjter hen over væsentlige metodedetaljer og udelukkende fokuserer på at spille høj teknomusik, få mange fisk i båden og have en rå attitude for at imponere seeren – problemet er, at seeren ikke, som nybegynder, ikke forstår teknikken bag og derfor ikke får særlig meget ud af det.

Filmens svenske sprog er ikke uforståligt, hvis man har lidt sprogøre og undetekster hjælper til at afkode utydelige ord.

Thumbs up til Jörgen Larsson for en super film!

Den kan kun købes over Fiske-Febers hjemmside her.

Jeg rater den til 5/5.

tirsdag den 1. januar 2013

Status 2012 og fremad 2013

Teamet er meget tilfredse med årets fiskeoplevelser og -resultater og vi ser fremad mod nye udfordringer.

2012 har været det mest sandartindbringende år hidtil, hvor især bundfiskeriet har givet mange flotte sandarter og vi har fået hul på det pelagiske fiskeri. Fireball-fiskeriet var gået lidt i vores glemmebog, men i efteråret har det været afgørende og givet sæsonens største sandarter.

Vi fik i løbet af året skabt kontakt til andre danske predatorteams gennem vores blog og har haft et par rigtig gode ture med Howald, som med sikkerhed skal gentages i fremtiden.

I 2013 har vi planer på de danske søer samt på søerne hinsidans i Michaels vertikal-ræser. Vi skal have udvidet vores sø-repitoire og de første forberedelser med dybdekort-studering og produktion af lcm-basemaps skulle gerne effektivisere vores tid på vandet i den nye sæson.

Af mere specifikke mål stiler vi begge efter en +5 kg. sandart på vertikalgrejet, +1,5 kg. aborre på dropshot og en +10 kg. gedde enten på pelagiske vertikalfiskeri, dørgefiskeri eller spinnefiskeri.

Nu er barren sat (for højt), så må vi se om vi magter opgaven... :)

Lucio Fishing Team ønsker alle læsere og medbloggere et godt nytår samt knæk og bræk i den kommende sæson!

Sandarten himler med øjnene over vores 
ambitiøse mål...