lørdag den 27. april 2013

Geddeoprustning

Geddens fredning synger på sidste vers og den kommende måned pakkes vertikalgrejet fin-lir væk til fordel for større armbevægelser med geddegrejet.

Jeg er begyndt på den indledende opvarmning med at samle hjul, stænger og binde forfang, så alt er top-tunet til startskuddet på gedde-sæsonen. Spinnefiskeriet efter gedde er meget en modsætning til vertikalfiskeriets stille bevægelser. Det bliver fedt igen at smide en stor jerkbait eller en voluminøs geddeflue ud i suppen og se hvordan de forårsaggressive gedder reagerer!

Lock and Load!

Maj måned er også eksamensmåned på DTU, så fiskeriet træder i baggrunden for at gøre plads til bioproces-dimensioneringer og mykologiske udfordringer. Men - gedden skal dog ikke vide sig for sikker!
Tur(e) den kommende uge er planlagt og rapport kommer...

Gädda-godisar klar til kamp og tandmærker!

Knæk og bræk til alle med geddepremieren! :)

søndag den 21. april 2013

Bundfræsere på skrænterne

Søndag=fiskedag!

En flok af Ni(e)ls'er var idag på søen for, at Niels og Nils O kunne få deres sæsonstart med vertikalgrejet. Rygtet fra ligesindet gös-fantast sagde, at gummijiggen havde fået overtaget på sandarternes menukort. Vi efterprøvede hypotesen fra den solbeskinnede morgenstund og Nils O fik hurtigt den første art på en limetreuse Fin-S. Fireball'en gav kun falske sandarter (mindre gedder). Det var ikke meningen - afkrogning i vandet var en selvfølge. Jigs var nu på alle forfang.

Nils O i fin stil fra morgenstunden.

Vejret var lækkert først på formiddagen og vi cruisede ubesværet op og ned af søens skrænter. Fiskene befandt sig på 7-9 m. omkring skrænter og pynter tæt under land. Niels og jeg selv fulgte hurtigt trop med både sandarter og aborrer i beskeden størrelse, men vi var igang!

Omkring middagstid kom vinden - og den holdt 95% af søen i et blæsende jerngreb med skummende bølgetoppe. Vi og de andre både på søen klumpede os sammen tæt under land i læsiden. Efter et par sving op og ned ad dybdekurverne tikkede en fin klump gode ekko'er ind på bunden og et par sekunder efter fik Niels et rigtig godt hug. Efter lidt tovtrækkeri kom en fin sandart omkring 2,5 kg. med en Fin-S fuldstændig inhaleret til overfladen.

Niels viser gode takter. 

Under fighten fik jeg selv et rigtig junihug og en snoekbaars i samme størrelse gjorde ikke megen væsen af sig før den kom til overfladen. Så tog fanden ellers ved den: den tog et kraftigt udløb - lige ind i min transducerstang, så den med et brag blev slået af rælingen. Jeg væltede rundt for at redde det ene (fisken) og det andet (transducerne fra elmotorpropellen). Begge blev reddet og fisken kunne efter endt afkrogning svømme tilbage til bunden med en smule hovedpine, gætter jeg på.

Arkivfoto fra dette forår med similær sandart til dagens
pænere fisk.

Resten af dagen gik med mindre hugperioder og mindre iglefyldte bundfræser-sandarter, men vi havde fint med action og godt humør i båden. Fin-S'en i grønne og røde nuancer var alt overlegent. Det var rart at fiske med jig igen efter fireball-epoken siden efteråret.
Området med læ blev mindre og mindre i takt med vindens tiltag, og vi måtte til sidste kapitulere overfor en voksende koncentration af både, svindende koncentration af hugvillige fisk og besværlig boat control. Vi fyrede midt på eftermiddagen i medvind på frådende bølgetoppe i havn godt tilfredse med dagens resultat!

Niels og Nils O fiskede godt og fik en fin vertikalsæsonstart og jeg hyggede mig med guiderollen. Allerede på vej hjem i bilen blev de kommende vertikalture diskuteret. Vi er klar på t-shirtvenligt vertikalfiskeri til sommer! :)

Kom sol, kom sommer!

søndag den 14. april 2013

Tåget og (u)dramatisk

...beskriver meget godt dagens fiskeri.

Michael og jeg var klar ved solopgang og tussede roligt ud på en enormt tåget sø i jagten på sandart. Vi havde gode forventninger til fiskeriet grundet den sidste turs fine resultat. Vi havde kun mikro-løjer og -skaller med, da vores lager er i rest. (Hvis nogen i øvrigt ved, hvor på Sjælland man kan skaffe en ordentlig omgang skaller i størrelse sandart, modtager vi meget gerne en mail!)

I tågen fandt vi meget sporadiske koncentrationer af bananer på bunden og vi fik indledningsvis hver en mindre sandart. Vi brugte lang tid på at søge rundt på mange forskellige pladser, men fiskene var ikke koncentrerede og generelt meget sky.

Eftermiddagsfisk - get in that net!

Tågen gjorde luften helt ufatteligt kold og vi frøs som hunde næsten hele formiddagen. Vi forsøgte os både med fireball og jigs i alverdens former og farver uden det store held. Først langt opad formiddagen lettede tågen og vi fandt en mindre stime fisk på bunden. Michael fik en halvandenkilos sandart på en Rozemeijer Octotail. Sandarten skulle selvfølgelig afkroges og genudsættes. Nu til dramatikken: Da Michael griber om fisken for at kunne løsne jigkrogen, giver fisken et slag med hovedet og en Twinex-stinger sidder nu solidt plantet i Michaels tommelfinger. Fisken basker lystigt videre og krogen vrikker godt i tomlen...



Jeg får gravet en saks og cutter frem og klipper forfanget til stingeren, så Michael bliver befriet for fisken. Krogspidsen sidder dybt i fingeren, men kan lige præcis presses igennem, så modhagen kommer ud. (Jeg skal hilse at sige, at fingerhuden er som læder og det kræver virkelig kræfter at presse en krogspids ud igen - hatten af for Michaels smertetærskel og beherskelse!) Jeg klipper krogspidsen og fingeren kan afkroges og genudsættes.

En af dagens bedre fisk.

Forbundet og frysende fisker vi videre. Tågen letter endelig og temperaturen stiger til mere humane varmegrader. Fiskene liver, som vi, en smule op. Vi finder til sidst melodien og får med fælles slid landet en håndfuld gösar optil 2,7 kg. Det er et godkendt resultat, selvom vi virkelig sled i det træls vejr for hver eneste fisk og de korte hugperioder blev aldrig med rigtig bonanza-dramatik (foruden Michaels krogede finger).

Iglefyldt bundfræser af en sandart!

Første på eftermiddagen begyndte vinden at blæse med optil 15 m/s i stødene og det blev umuligt at positionere båden ordenligt, så vi tussede i havn efter endnu en sandartsøndag, som altid bliver mere spændende end en sløv sofasøndag! :)

tirsdag den 9. april 2013

Interview: Jörgen Larsson om drømmesandarter og fremtidige perspektiver

The god father af skandinavisk vertikalfiskeri, Jörgen Larsson, var i weekenden tilstede under den omfattende Sportsfiskemässan 2013 i Jönköping sammen med mange andre prominente fiskeprofiler fra hele Europa. Jörgen gav i den anledning et spændende interview til FishEco, som kan ses herunder. Han beretter om tidligere oplevelser i sin fiskekarriere, om ønskede fremtidige oplevelser, metodeperspektiver som vertikalfiskeriet har åbnet op for og om de produkter til den kommende sæson, som han har udviklet hos Fairpoint.

Se interview'et her:

søndag den 7. april 2013

Forløsning !

Ahhh - forår i luften! Endelig begyndte isen at gå på flere søer og der kan fiskes sandarter igen. Teamet har ikke luftet vertikalgrejet siden sidst i december, men nu skulle der fiskes. Vi havde ugen igennem holdt øje med den udvalgte søs hastigt svindende islag (tak til Howald) og vurderet, at lørdag var dagen, hvor årets første sandarttur skulle være en realitet.

Vi ankom til søen tidligt fulde af opsparet fiskefeber. Nattens frost og det stille vejr havde resulteret i en centimetertyk is på hele den midterste del af søen, men der var dog isfri områder i en lille del af søen omkring bådpladsen.

Morgensol over søen, bemærk det tynde islag i baggrunden.

Overfladevandtemperaturen var omkring 3 grader og på grund af det kolde vand fravalgte vi de traditionelle gummijigs til fordel for fireballfisket død agn. Nils havde rippet fryseren for en godtepose fuld af små skaller, løjer og brasner. Han valgte at fiske med et traditionelt krog-fireballhoved, mens jeg satsede på et Vectra Vertical fireballhoved. Vi har før diskuteret, om det ene er bedre end den anden og nu kunne vi jo se, om der var markant forskel, når dagen var omme.
Dagens første sandart på Fireball.

Efter kort tids søgen langs iskanterne finder vi fisk på bunden og efter yderligere lidt søgen finder vi også nogen, som vil hugge. Nils lægger ud med en fin 2 kg. sandart og kort tid efter får jeg een i samme størrelse. Dagen er nu reddet med sandart til os begge allerede efter en halv times fiskeri, men der er selvfølgelig ingen grund til at stoppe her.

Det viser sig hurtigt, at dagens dybde er omkring 8-9 m. og at fiskene står meget koncentreret på ganske små områder. I løbet af formiddagen finder vi 3 sådanne områder, som holder fisk, og det er helt fantastisk at være tilbage til vertikalfiskeriet efter en lang vinter. Vi misser en del hug, da de varierer mellem meget forsigtige og knaldhårde hug, som man ellers tror kun hører juni til. Alle fisk er af pæn størrelse og vi ser slet ikke noget til de små sandarter, som der ellers plejer at være rigeligt af i søen.
Et rigtig juni-hug!
Fin fisk på 2,5 kg.

Da vi sejler ind for at  strække ben omkring middagstid, har vi fanget 14 sandarter med en snitvægt omkring de 2 kg. og 2 pæne aborrer omkring 700 gram. Mens vi sidder på land og hygger i den lune forårssol blæser det op ude over søen og på en halv time er stort set al isen væk. Nu er der pludselig adgang til alle søens pladser, så vi smutter ud igen. Der er også andre, som har indestængt fiskefeber, så nu var der 5 både på søen. Vi hilste på Team Ivertic, som også var ude i det gode vejr og lufte thalatherdyrene i deres Magnus-jolle.
Blandt de andre både var et hold fiskere, som bestemt ikke havde hørt om aflivning af fangne fisk til hjemtagning. Den ene sandart efter den anden blev afkroget og levende smidt i bunden af båden... Meget frustrerende at overvære!

Aborrene ville også lege med!

Ud på eftermiddagen er fiskene mere spredt og den tiltagende vind gør at der skal arbejdes lidt mere for sagen, men fiskene hugger stadig, dog lidt mere sporadisk. Omkring 16.30 sejler vi ind og kan se tilbage på en fantastisk dag, hvor solen bed i kinderne, mens vinden rev i næsen og fiskene var i hopla. Alt i alt en fantastisk start på 2013 sæsonen. Resultatet blev 22 sandarter med en snitvægt nær de 2 kg., 6 aborrer på 600-700 gram og een enkelt gedde omkring 4 kg., som selvfølgelig blev nænsomt afkroget i nettet og genudsat ligesom alle de øvrige flotte fisk, som gjorde denne dag så vellykket.

Sol og sandart, hvad mere kan man ønske sig?
Sandart på 2,6 kg. (Red. Nils: Bemærk mit 
idiotiske træk ikke at have lukket min 
redningsvest. Det er for dumt!)

NB: Kampen mellem konventionelt fireballhoved og Vectra Vertical endte stort set uafgjort - måske med en lille overvægt til Fireballen.

Gösta hilser på inden genudsætning!

tirsdag den 2. april 2013

Mens vi venter...

Teamet sluttede påsken af med en fisketur på Øresund. Vejret var super med sol og plusgrader, selvom vinden viste tænder sidst på dagen.

Dagens fiskeri foregik med turbåden Juventus nord for Helsingør på svenskersiden. De første drev på et par toppe gav Michael fint med torsk optil et par kilo på kastepirk og jeg prøvede at fange lidt sild til bundmede med pirkegrejet. Sild var der ikke mange af, og kun 2 kom i kurven. I håb om større fisk rykkede vi længere ud i Sundet, men strømmen udaf Sundet var rasende kraftig og bundmede samt kastefiskeriet var næsten umuligt. Tilbage til udgangspunktet var strømmen en smule mindre og efter at have sat mit medeforfang i bunden, slog jeg mig også op på kastefiskeriet.
På vej mod svenskersiden med Kronborg i morgensolen.

Vinden var taget til og kombineret med strømmen i samme retning kunne man ikke nå mere end et par kontakter med bunden inden man var nødt til at hjulre tacklet op til et nyt kast. Torskene kunne dog godt lide blæsevejret og huggede flittigt - desværre mistede man mange under fight med fisken og strømmen. Lidt kom der da op i kurven og for mig var dagens højdepunkt at tovtrække med 3 kilostorsk på én gang, som virkelig satte det lette grej på prøve. Generelt var fiskeriet godt på hele båden og fisk optil 4-5 kg. kom ombord. Resultatet for os var meget ligeligt fordelt med 7-8 torsk til hver omkring halvandet- til 2-kilosstørrelsen. Intet prangende resultat, men acceptabelt for os.

Havturene har været en god modgift mod den langtrukne vinter, som sikkert skal gentages - men vores næste tur bliver på vores ferske hjemmebane - håber vi! Temperaturene stiger støt og isen rundtomkring på søerne er blevet skør og svag af skiftende plus- og minusgrader. Det bliver dejligt snart igen at være herre i egen båd og det kribler i fingrene for især at sætte en jig eller en fireball i kæften på en fed sandmadamme inden fredningen. Vi er SÅ klar til startskuddet på den nye sæson! :)

Mod det uendelige sø-univers!