mandag den 24. november 2014

Vindblæste aborrer

I søndags var vejret ikke ligefrem indbydende: 10 m/s sydøstlig vind med 15 m/s i vindstødene krydret med regnbyger. Men ved morgenstunden stod min kollega Nils Ottzen og jeg klar ved aborrevandet.

Game-planen var alle afskygninger af jigfiskeri med både shads på koventionelt jighoved, dropshot og ikke mindst Texas-rig, som Nils O har haft rigtig god succes med hos de bredstribede.
De første mange, mange kast blev uden den mindste antydning af bidelystne fisk og efter adskillige agnskift faldt endelig en mindre aborre for en lang twisterorm i borring brown. Herefter fiskede vi på i flere timer uden megen action, mens vinden kastede rundt med vores linebuer og regnen trummede på jakkehætten.

Alle fisk luner på en træg dag!

Vi havde forsøgt at gå helt ned i de små jigstørrelser for at finde en passende snack til de apatiske aborrer. Først efter et pladsskift og en seriøs størrelsesmæssig jigopgradering til en 6" Skippy Fish på en 5/0 offset-krog skete der noget. Tæt på land antydede en svag opstramning af linen, at et modhug var passende. Tunge rusk styrede linen mod sivkanten og et kraftigt pres var nødvendigt for at styre fisken til sikker landing. En allerede rogntyk aborremadamme på 1,2 kg. havde fundstændig inhaleret Skippy Fish'en - det varmede i den grad og fiskeriet blev genoptaget med fornyet optimisme.

Dagens bedste fisk på 1,2 kg.

Hugintensiteten blev ikke forbedret i løbet af dagen, men lidt aborrer kom der på land inklusiv en enkelt fin lige over og en lige under kiloet.

Efter at have kæmpet/fisket i næsten 8 timer i det stride efterårsvejr, svandt lyset og vi kunne gøre status med 7 aborrer på land og et par hug mistede. Dagens medicin var dropshot med større jigs, som 6" Skippy Fish og 10 cm. Soft 4-Play, fisket langsomt med lange pauser.

Stor agn til træge aborrer!

Alt i alt en fed og opfriskende måde at tilbringe en søndag på i godt selskab. Bonanzafiskeri var det absolut ikke, men stadig mere ophidsende end en søndag på sofaen! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar