torsdag den 23. august 2012

Filmanmeldelse: In Depth Predator Fishing with Luc Coppens


  • SVA Productions: In Depth Predator Fishing with Luc Coppens
  • Længde: 75 minutter.
  • Sprog: Hollandsk
  • Undertekster: Engelsk (ringe kvalitet)

Luc Coppens er en af Europas bedste vertikalfiskere, og derfor var spændingen stor da en fiskefilm med ham i hovedrollen blev produceret. Filmen lovede at inkludere sekvenser indeholdende dropshot-, vertikal- og fireballfiskeri - så jeg var virkelig hooked først gang, jeg satte skiven i afspilleren.

Sproget er hollandsk, men tekstet engelsk. Tekstningen er dårligt engelsk og skrevne slangforkortelser gør det hele meget uprofessionelt. Mange af filmens grafiske effekter er virkelig fesne og kameraførelsen er ikke i top.

Filmen starter med ringe skuespil, hvor filmens vært og Luc bliver enige om at lave en film, som omhandler beskrivelse af vertical-, dropshot- og fireballfiskeri.

Dropshotfiskeriet fra opankret båd indledes med en meget kort beskrivelse af grej. En beskrivelse af selve dropshot-forfanget med knuder og kroge forklares fint i detaljer med afveksling af Luc som fanger en del mindre sandarter på metoden.
Luc fisker i en sekvens dropshot fra drivende båd uden at forklare noget om, eksempelvis bådkontrol, hastighed eller andet – så det får man ikke særlig meget ud af. Til slut fisker han fra land i en hollandsk havn, men forklarer ikke noget om pladsvalg eller andre faktorer.

Vertikalfiskeriet indledes med en fin beskrivelse af vertikalstangens aktion og line- samt forfangvalg. Forskellige jigs og jighoveder bliver også nævnt. Desværre forklares stangbevægelser og fisketaktik næsten ikke, så man er lidt overladt til selv at gætte sig til det meste. Dog vises, hvordan man rigger en vertikaljig på jighoved og stinger, og det er udemærket beskrevet.

Fiskeballfiskeriet bliver kort forklaret med selve rigget, hvilket er fint. Fiskeriet begyndes og nogle sandart fanges på med metoden, men mere gøres der ikke ud af det. Man har ikke nogen forklaring af, hvilke typer agnfisk han anvender eller hvordan der fiskes.

Til slut beskrives almindeligt jigfiskeri fra land og båd. Stang, hjul og line bliver gennemgået og Luc fanger et par fiske fra båd og land, samt viser lidt pladsvalg fra båd.
Filmen har lidt bonusmateriale. Her er par minutters ekstra fightsekvenser og et interview, hvor Luc bliver spurgt om hans største fiskeoplevelse. Da han er halvvejs igennem historien får han hug af en mindre sandart og den landes, og klippet stoppes. Man får aldrig historiens slutning. Og det synes jeg er meget symptomatisk for filmen.

Opsummering:

Filmen er desværre ikke beskrivende og grundig nok til at kunne forklare en nybegynder fiskeriet, og den er ikke teknisk nok til at kunne lære garvede vertikalfiskere noget som helst. Filmen er altså ikke særlig in depth.

Jeg synes, at en fiskefilm med metodebeskrivelse skal være grundig og med afveksling mellem forklaring og praktisk udførelse – samt fights og fisk som bevis for metodens virkning. Denne film formår ikke rigtig at gøre nogen af delene tilfredsstillende. Jeg gav i sin tid 250 kr. for filmen, og det er den ikke værd!

Jeg håber, at Luc vil forsøge sig igen med en ny film i bedre kvalitet, som de produkter han udviklede i sin tid hos Fox.

For at rate filmen giver jeg den: 2/5.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar