torsdag den 5. juli 2012

Esox i sommervarmen

Steven fra Predator Piscatores og jeg havde aftalt en tur efter gedder med jig og jerkbait.

Vejret var godt, måske lidt for godt med høj sol, varme og let vind. Vi fiskede på skrænterne nær land på 2-7 m. og ledte efter områder med vandplantevækst, hvor gedderne kunne stå i skjul. 

Jeg stod for dagens første gedde, en pindgedde, som huggede på min 4-Play i firetiger, mens vi dørgede mellem to pladser. I en vig fiskede vi opad på et åkandebælte med spinnere og jerkbait. Steven mærkede et nap på sin Westin Mini Jerk, og et spinstop efter blev stangen spændt i et modhug. Efter mange kraftige udløb og hovedrusk kom den velnærede sommergedde i båden, vejet til 3,8 kg., fotograferet og genudsat - super fight og fisk!


Steven med 3,8 kg. sommergedde.
Steven og dødens gab!

Vigen gav ikke mere og vi forsøgte os på en plads, hvor Steven før har fanget pæne gedder på jig. Efter et par drev krogede Steven igen en god fisk på en grøn/hvid Relax Kopyto-jig. Efter en fin fight kom en næsten identisk gedde, ift. den sidste, i båden. Den var en smule mørkere i farven og rigtig velproportioneret. Efter foto og vejning til igen 3,8 kg. og genudsætning, fik jeg en grøn/hvid Kopyto af Steven og der skulle ikke gå lang tid før jeg også fik en mindre gedde på denne.
Esox kunne ikke stå for Relax Kopyto...
Jeg prøvede at finde pelagiske rovfisk over de dybe områder, men der var kun agnfiskestimer og ingen rovfiske-bananer at finde.

Vi var ved at være ret stegte af solen og varmen, men prøvede lige et par pladser på tilbagevejen til havnen. Gedderne syntes dog ikke at være at finde på disse pladser. Vi valgte at indstille fiskeriet og sejle mod havnen - eller næsten indstille, da vi dørgede vores agn efter båden. Og opad sivkanten fik Steven dagens sidste gedde på lidt over 2 kg. igen på Mini Jerk'en, som åbenbart også fungerer fin til at dørge med!

Vi prøvede en masse andre agn (spinnere, spinnerbaits, Buster Jerk, Platypus og Soft 4-Play) i forskellige farver - men gedderne ville åbenbart kun have Mini Jerk'en og Kopyto på menukortet.

Alt i alt en rigtig god tur med flotte, stærke sommergedder, de vejrmæssige betingelser taget i betragtning, i supergodt og ligesindet selvskab! Tak for turen, Steven. :)

Lucio Fishing Team og Predator Piscatores udfordrer i fællesskab søens geddemadammer igen, når efteråret melder sin ankomst!

1 kommentar:

  1. Dejligt at se at der er nogen der har tid til at fiske, fine fisk de herre.

    SvarSlet