tirsdag den 1. april 2014

Uundværligt bådtilbehør

Tendensen indenfor både specialiseret til søfiskeri er, at de efterhånden indeholder alle bekvemligheder, som man behøver gennem en fiskedag: behagelige stole, automatpilot, musikanlæg, søgelændermonteret grill - you name it! Men teamet har dog undret sig over et basalt behov, som ikke bliver efterkommet i nutidens nye fiskemaskiner til ferskvand.

Det at træde af på naturens vegne er noget, som alle lystfiskere har behov for under en fisketur. Omfanget af denne aftrædning varierer forståeligt, men problematisk er det og en installation i båden til at efterkomme behovet synes fraværende.

Vi kender det alle, men hvad er løsningen?

Derfor vil vi på testbasis installere et kemisk toilet i Michaels Nydam 465. Vi har haft kig på flere modeller, men som oftest er de udført i grim og ikke-maritim plast. Vi søger derimod en diskret, men stilfuld, model i porcelæn med stor kapacitet, selvfølgelig spildsikker i høj sø, samt med mahogni sæde påmonteret med frottémåtte samt toiletpapirsholder udført i messing og tovværk. Dog har det forunderligt nok været svært at opstøve en sådan installation til salg og vi har derfor været på det store brugtmarked for kemiske toiletter og er faldet over denne prisbevidste cirka, næsten nye Visa Potty 268, som vi kraftigt overvejer som en midlertidig løsning. For at give den trængende privatliv er et forhæng med koøjer og maritime symboler opsat på messingstang et must-have, som vil gå fint i spænd med den ønskede toiletmodel.

Der er masser af plads til sanitære installationer i en Nydam 465!

Jagten på den perfekte sanitære løsning til søfiskeren forsætter ufortrødent! Efterlad gerne kommentarer på, hvad I kunne finde af løsninger til at afhjælpe vores alle sammens presserende problem på søen!

1 kommentar: