torsdag den 22. august 2013

Gentagelse?

Ny aften på søen, samme princip som i mandags, afsted efter arbejde og så kan man lige nå nogle timers fiskeri inden det bliver mørkt.
Vandtemperaturen var faldet en smule 19,4 grader sagde den i overfladen, mod 19,8 i mandags, så det går den rigtige vej. Aftenen startede præcis som tidligere med ekkoer som bare stiger op og kigger lidt på jiggen uden at hugge. Nu var jeg egentlig forberedt på at det ville være sådan de første par timer, men alligevel tror man jo at de hugger hver gang.
Flere jigs blev afprøvet uden resultat og til sidst brugte jeg tiden på at sejle rundt for at finde koncentrationer af større fisk, sådan jeg havde et godt område at fiske i når hugperioden startede. Desværre stod fiskene ret spredt denne aften, så der skulle sejles en del rundt mellem ekkoerne.
Ganske som sidst kl. 19.30 knalder den første fisk på, den bliver siddende 4-5 sek. inden krogen slipper sit tag, jeg må vist til at overveje nogle stingerkroge i tyndere gods. Næste ekko stiger også resolut og hugger, i første omgang slipper den også i modhugget, men da fisken stadig står dernede, er det bare at sænke jiggen ned igen, så sidder den der. Efter lidt tovtrækkeri kommer der en fin gedde på 4,6 kg op til overfladen.

4,6 kg

Efter lang tids søgen, hvor jeg må helt over på den anden side af søen, kommer der endelige et nyt ekko på skærmen, den hugger også med det samme, utrolig kontrast i forhold til et par timer tidligere, hvor de bare inspicerede jiggen. Endnu en gedde, denne gang på 4 kg rent (hvor er sandarterne). Efter afkrogning og genudsætning, sidder jeg lige og stener lidt, da der tikker endnu et ekko ind på skærmen, så er det jo bare at sænke ned og fisken tager med det samme, men tabes også i modhugget. Der må være noget galt i mit set-up.

4 kg rent
Alt i alt var denne aften en gentagelse af i mandags, bortset fra at jeg fik lært, at man ikke skal fortsætte fiskeriet indtil det er helt mørkt, slet ikke, når man har en halv times sejlads ind til havnen og skal igennem en lille kanal uden at have lys med :)

2 kommentarer:

  1. Hejsa
    Jeg har selv oplevet samme frustration af ikke at kunne kroge fiskene ordentligt på jiggen. Min teori går mere på, at enkelte dage hugger rovfiskene bare agnen i halen, hvilket gør, at der reelt ikke kommer nogen krog i gabet på fisken. Samme grund at et sandart mede tackle tit slutter med en nærmest løs dinglende trekrog omkring halefinnen.
    Der er kun en ting at gøre.... Vente til de tager den helt ind ;-)

    SvarSlet
  2. Hej Rasmus:
    Måske har du ret, dem som kommer med op har dog på det nærmeste inhaleret jiggen. Det er jo også lidt svært at vide om man har fat i en sandart eller en gedde, af en eller anden grund synes jeg altid, at dem jeg mister føles som sandart :) Nils er tilbage fra ferie, så teamet prøver lykken igen i morgen (mandag).
    /Michael

    SvarSlet