onsdag den 26. september 2012

Filmanmeldelse: Modern Soft Lure Fishing


  • Savagear: Modern Soft Lure Fishing
  • Længde: 45 minutter.
  • Sprog: Engelsk.
  • Undertekster: Ingen.

Filmen indledes med en kort præsentation af Mads Grossel og Anthony Glasgow. De fisker fra båd på en større engelsk sø. De vil gå specifikt efter sandart og aborrer med almindelig jig-fiskeri og drop-shot.

Mads forklarer teknikkerne ved bådbroen. Han viser grej, stang-, agnbevægelser og forklarer de forskellige typer jigkroppe og -hoveder.

Vertikalfiskeri beskrives også kort, men beskrivelsen og praktiseringen af fiskeriet er jeg ikke helt enig i som værende det vertikalfiskeri, jeg selv praktiserer. På vandet benytter de ekkoloddet til at finde fisk og jigger med kraftige jiggenbevægelser ift. konventionelt vertikalfiskeri. Så lidt pirke-agtig vertikalfiskeri kan man godt kalde det.

Det praktiske fiskeri begyndes, og Mads viser hvordan han bruger ekkoloddet til at finde fisk og strukturer. De begynder at fange pæne sandarter på almindeligt jigfiskeri og viser, hvordan man benytter sig af afkrogningsmåtte for at beskytte fisken i båden så man kan genudsætte fisken med optimale overlevelseschancer. God stil! Mads viser også, hvordan man genudsætter fisk fanget på dybt vand og som kan have tryksyge. Man kaster dem temmelig kraftigt med hovedet først ned i vandet. Fisken vil have fart nok til at komme et par meter ned, og kan selv svømme mod bunden og udligne trykket.

Grossel viser, hvordan dropshot-rigget bindes og bruges. Rigtig god beskrivelse! Han fanger bagefter nogle rigtig flotte aborrer på metoden med en Dying Minnow, så man får bevis for metodens effektivitet.

Opsummering:

Alt i alt en fin film med beskrivelser og gode fights samt flotte fisk! Det er dog vigtigt at huske, at det er en promovideo for Savagear så det er udelukkende deres produkter der bliver nævnt og brugt. Derfor er det i overkanten at forlange 200-300 kr. for filmen. Men det hele drukner på ingen måde i endeløse salgstaler, der overskygger fiskeriet og beskrivelsen af metoderne. Balancen mellem fin metodebeskrivelse og praksis med fisk i båden er rigtig god. Filmen er i sædvanlig Savagear-stil med et råt rock-'n'-roll predatorudtryk, som man kan mene om hvad man vil… Jeg synes, at det hurtig kan blive for meget.

Filmen er udmærket, men jeg synes ikke at man skal give en bondegård for den i en butik da det er en promovideo og kun varer 45 minutter.

Jeg rater filmen til 3/5.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar