tirsdag den 5. maj 2015

Geddepræmiere og triste fremtidsovervejelser

Det er blevet til en hurtig præmieretur efter gedderne i den forgangne weekend. Jeg havde min far med i båden og vi glædede os over det gode vejr med svag vind og fuld blus på solen. Desværre er dette ikke de optimale forhold for gedderne og de var temmelig træge at lokke til hug.

Typisk udleget gedde med stor appetit.

Men lidt blev det til under turen, hvor metoden var spin med swim- og jerkbaits. Gedderne havde gemt sig i nærheden af stenstrukturer, hvor de stod og muggede over al solskinnet. Men i ny og næ kunne de ikke stå for en Buster Jerk eller Ricky the Roach. :) Vi sluttede med et dusin optil lige under 3 kg.

Halv-blind gedde kan også finde Buster Jerk!

Til den triste fremtidsovervejelse: Her på tre-årstidspunktet for LFT-bloggens start sker der desværre ikke meget på bloggen. Jeg har den seneste tid prøvet at holde den bare lidt aktiv med meget få indlæg de seneste måneder, men jeg har for nuværende intet materiale at blogge om og det gør det svært at fortsætte bloggen, som det er nu.

(Blogpost redigeret 06.05.14 af Nils)

søndag den 12. april 2015

Must-have fiskeværktøj

Her en beskrivelse af de værktøj must-haves, jeg mener, man bør have i sin grejkasse, når man er på søen:

Krogløsertang
Det vigtigste værktøj for at skåne fisken (og ens fingre) under afkrogning er en god krogløsertang. Det vigtigste er, at krogløseren er lang (>25 cm.) og kraftig, så man kan nå helt ned i rovfiskens gab og få ordentligt fat om krogene. Jeg har haft flere tænger gennem tiden, som har fungeret udmærket. Min nuværende model, BFT Long Nose Plier,  er jeg særligt glad for. Den har et buet næb, som gør det nemmere at få et ordentligt hold i krogen, hvis den sidder et besværligt sted i fiskens gab. Desuden er den udstyret med en håndledsrem, som man kan bruge, hvis man afkroger fisken i vandet. Jeg har selv smidt krogløsertænger i søen ved afkrogning af fisk i vandet, så remmen giver ekstra sikkerhed for at dette ikke sker.

BFT Long Nose Plier krogløsertang

Lineklipper
En kniv eller almindelig saks er sjældent særlig velegnede til at klippe fletliner, da de ikke kan få ordentligt fat i fletlinens fibre. Men flere grejmærker fører særlige sakse med et takket skær, som let klipper fletliner i alle tykkelser. Jeg selv har en lille saks fra Guideline, som gør jobbet fint.

Lineklipper

Krogklipper
En krogklipper er vigtig at have med både for fiskens og ens egen skyld! For fisken: hvis fisken er besværligt kroget (fx. i gællerne) er det eneste rigtige at klippe krogen under modhagen for at kunne få den ud og skade fisken mindst muligt. Husk at holde på modhagen-delen med en tang, så den ikke, når man klipper krogwiren over, borer sig ind andre steder i fisken og gør skade.
For fiskeren: Man kan selv være uheldig at få en krog i fingeren. Hvis det er forsvareligt, kan man selv klippe modhagen af, dreje krogen baglæns ud og fiske videre! Krogklipperen kan også bruges til tykt fluorocarbon- og wire-forfang, der ellers ødelægger ens lineklipper. Jeg bruger en pianowire-cutter, men andre kraftige cuttere er fint brugbare.

Krogklipper/cutter

Knudetrækker/agnnål
Fletline, især de tyndere diametre, har en tendens til at give dybe sår i fingrene, når man skal trække knuder sammen. En knudetrækker kan hjælpe ved at have en krog for enden, som man kan vikle sin line om og trække i knudetrækkeren - og ikke fletlinen. Den er også brugbar, hvis man vil "sy" sin stingerforfang gennem sine jigs for at give en mere skjulet præsentation af sin stinger. De fleste velassorterede grejforretninger har disse knudetrækkere/agnnåle under deres karpegrej.

Knudetrækker/agnnål

Slibesten
Har ens krog ramt en sten på bunden eller efter alle de sindsygt mange fisk, som man har landet og genudsat, blevet sløv, så kan en simpel slibesten tit gøre underværker for skarpheden. Resultatet bliver aldrig så skarpt, som med den kemiske skærpning de fleste bedre kroge er født med, men med lidt arbejde med slibestenen bliver skarpheden god nok til at jeg vil fiske med den. Jeg bruger en billig, lille slidset slibesten.

Slibesten med slids

søndag den 29. marts 2015

Mulighederne blæser væk

Efter en hektisk periode med fokus på studie, har jeg endelig tid til fiskeri i påskeugen. Jeg vil især gerne på årets første vertikal-sandarttur. Desværre er vejret ikke enig i mine planer og har skruet gevaldigt op for vinden, som blæser mulighederne væk... :(

Træls udsigt for en vertikalfisker!

Slutningen af påsken giver måske en mulighed for en tur, hvis udsigten bedrer sig. Det varme forårsvejr har allerede fået en stor del af gedderne på leg, så det er et spørgsmål om kort tid før sandarten følger trop, hvis varmen fortsætter. Man skal ihvertfald ikke hænge for længe i bremsen i april, hvis man vil have en sværvægter-sandart i båden inden legen - jeg håber at muligheden snart byder sig! :)

søndag den 15. marts 2015

Foredrag med Jörgen Larsson og nyheden Westin Megateez

Onsdag d. 4. marts var teamet til foredrag i Farum, hvor Jörgen Larsson fra Westin skulle tale om taktik til at fange store sandart på pelagisk vertikalfiskeri samt store aborre på diverse spinneteknikker. Foredraget var rigtig spændende og Larsson delte ud af sin enorme viden, så jeg tror, at alle selv garvede og nybegyndere fik tips samt noget at tænke over. Jeg kan kun anbefale ligesindede at deltage, hvis Larsson igen gæster Danmark med foredrag!

Jörgen Larsson tegner og fortæller om pelagisk vertikalfiskeri.

Jeg fik selv mulighed for at tale kort med Jörgen og fik ved den lejlighed en Slimteez jig i en farve, som aldrig kom i produktion. Farven er meget lig Lunker City's Electric Watermelon og er kommet i grejkassen monteret med et propelhoved, så må vi se om sandarterne kan lide en relativ unik farve. :)

Westin Slimteez i ukendt farve. 

Af 2015-nyheder jeg har suppleret med et par farver af den nye Westin Megateez 8" til det pelagiske vertikalfiskeri. Jiggen har en meget bred profil samt en såkaldt mermaid tail, som også har en meget bredere profil end den konventionelle splittail og derfor flytter mere vand. Den bliver spændende at teste i den nye sæson.

Westin Megateez 8".

Fiskeri er der ikke noget af for tiden, men jeg håber, at der bliver mere tid til det i slutningen af april.

lørdag den 7. marts 2015

Youtube-anbefalinger

Youtube flyder over med spændende fiskerelaterede filmproduktioner, som man kan fordrive tiden med, når man ikke selv har tid til at komme på vandet. Herunder beskriver jeg tre kvalitetskanaler, som jeg synes har seværdige film.


Kanalgratis er svensk og leverer spændende videoer med meget forskelligt fiskeindhold. Kanalen er blandt andet i gang med endnu en sæson af den polulære serie Fly vs. Jerk, hvor teams af spinnefiskere og fluefiskere dyster mod hinanden i geddefiskeri. Lignende show kaldet Perch Pro er også produceret af Kanalgratis omkring aborrefiskeri.  Desuden findes der på kanalen en del film fra USA med fiskeri efter goliat grouper og peacock bass.


InDepthOutdoors er et amerikansk show centeret omkring både is- og bådfiskeri i ferskvand med klassike arter som walleye, crappie, perch, small og large mouth bass samt musike. Deres 9. sæson kører i denne tid med ugentlige episoder og de tidligere sæsoner ligger også på youtube.


Keyes Outdoors er også et amerikansk show, men handler udelukkende om muskiefiskeri. Man følger holdet på vandet, hvor både enorme søer og mindre floder besøges i jagten på de enorme muskies. Man er med hele vejen fra det dramatiske hug til landing og glædesudbrud, hvilket er fedt og giver en meget autentisk oplevelse af optagelserne.  Hvis man er interesseret i spinnefiskeri efter gedder med jerkbaits, monster jigs mm., så er denne kanal et must-see!

søndag den 22. februar 2015

Ny transportabel transducerstang

Gennem tiden har jeg haft et par forskellige transducerstænger, bla. TiteLok og en custom-made, og udfra disse formuleret egenskaber, der kendetegner en god, transportabel transducerstang til mit fiskeri:

Mit fiskeri foregår fra foreningsbåde og det kræver fleksibilitet af montering af ens transducerstang. Foreningsbådene rundt omkring på Sjælland er meget forskellige i fribordshøjde, rælingens bredde og vinkel ift. vandoverfladen. Dette kræver en transducerstang, som både har et rimelig bredt påspændingsgab for overhovedet at kunne komme over rælingen. Monteringen skal desuden være stærk, så den ikke falder af under moderate hastigheder, som når man søger efter nye fiskepladser eller søger efter fisk under pelagisk vertikalfiskeri. Dette afgøres af spændoverfladens areal og materiale samt den spændkræft, som det er muligt at spænde med. Desuden skal selve stangen kunne vinkles, for at få en vinkelret placering af transducerne uafhængig af rælingens vinkel.

Det er lykkedes mig at finde og købe en udemærket kandidat, der burde have disse egenskaber:
SKRUBBES Edelstahl Speed Geberstange V2 er, som navnet antyder, tysk kvalitet i rustfrit stål. Stangen har et spændgab på 10 cm. og en længde på 110 cm. Hele herligheden virker utrolig robust, så jeg håber, at den også vil fungere godt på søen. Transducerstangen er desuden et perfekt match med samme mærkes dobbelte transducerbeslag til Lowrances transducere, som jeg har skrevet lidt om her.

SKRUBBES Edelstahl Speed Geberstange V2

Transducerstangen er købt hos tyske Angel-Schlageter og koster omkring 900 kr. + fragt, hvilket jeg synes er meget rimeligt. Det skal dog nævnes, at jeg har haft problemer med deres PayPal, så jeg fik over mail aftalt almindelig bankoverførsel, hvilket er normalt er lidt risky, og det gik, som altid, smertefrit. Jeg har tre gange tidligere bestilt fra Angel-Schlageter og betalt med bankoverførsel. Service er god med hurtige svar på engelsksprogede mails.

Her lidt billeder af transducerstangen med den dobbelte transducerholder.

Spændbeslaget med kraftigt stjernespændhåndtag.
Mulighed for vinkling- og dybdejustering.
Gummispændplade og fleksibel påspændingsknob.
Den dobbelte transducerholder monteret.

søndag den 8. februar 2015

Familietur efter aborren

For en god uge siden var jeg ude med min far, bror og fætter efter brakvandsaborren. Forholdene var ikke super: åen var lav, temperaturen omkring frysepunktet, forbigående hagl/snebyger og vind på 10 m/s... Men vi gav det et skud med de medbragte skaller og brasen fra morgenstunden.
Taktikken var, som de sidste par ture, mede med mindre, levende agnfisk. Vi prøvede både med flåd- og bundmedetackler, men den stride vind gjorde flåd umuligt at styre ordentligt.

Fiskeriet startede dog utrolig godt: I første kast fik min far et godt hug og efter lidt tovtrækkeri kom en rigtig fin og tyk fisk i nettet. Succes fra start med en ny PR på 1,4 kg.
Første fisk - PR på 1,4 kg.

Jeg havde endnu ikke nået at få mit rig i suppen inden min fars første fisk, men jeg fik efter denne fisket den største brasen op af agnspanden - en højrygget laban på omkring 12 cm., som måske var lidt i overkanten... Den røg ud på bundtackle og der gik ikke mange minutter før stangspidsen indikerede at et eller andet havde inhaleret den. Modhug og tunge hovedryst. Endnu en seriøs fisk kæmpede for at bore sig ind i sivkanten. På land viste vægten 1,5 kg. og målestokken 44 cm. Stor agn = stor fisk - super fedt!
1,5 kg. og 44 cm.

Fiskeriet gik desværre i stå og i flere timer var der ingen interesse for agnfiskene. Det var enormt koldt i vinden og svært at holde modet oppe, når ens fingre var ved at falde af. Men alle holdt ud og ved middagstid blev vi belønnet med en mindre hugperiode. Det lykkedes os alle at få fisk på land på trods af de elendige forhold. Så alle fik oplevelsen af at kæmpe med de flotte brakvandsaborrer, hvilket var målet med turen.
Fætter med en fin fisk over kiloet.

Vi brød op efter 4 timers fiskeri, da agnbeholdningen slap op og kulden var trængt ind i knoglemarven. Det skal nævnes, at jeg udelukkende så medefiskerne fange korrekt krogede aborrer, så mede var alt overlegent denne kolde dag.

Bror med fisk og andreledes aborrehåndtegn.