Metode
Vertical jigging er en af de mest intense fiskemetoder, vi har prøvet – hugget er helt fantastisk! Det er den metode, som teamet bruger mest tid med på vandet – og med tiden har det givet os mange gode oplevelser og flotte sandarter i båden.
Vertical jigging er en metode udviklet primært til sandartfiskeri fra båd i søer. Metoden går grundlæggende ud på at fiske på bunden direkte under båden (vertikalt) med jigs. Man udvælger sig et område, som man kan se holder fisk på ekkoloddet, og så gælder det ellers bare om at bombardere sandarterne med alverdens jigs og fireballs indtil de må kapitulere, overgive sig til fristelsen og hugge på ens agn.
 |
| Sandarten kan levere fantastiske hug! |
Metoden begyndte at brede sig til Skandinavien i midten af 00’erne og bla. svenske Jörgen Larsson var blandt de først til at fiske gös i Sverige med metoden. Han skrev en række artikler og viste billeder rigtig fine sandarter fanget ved højlys dag, hvilket vakte opsigt. Tidligere de fleste skandinaviske søfiskere fejlagtigt, at sandarten var mest aktiv om natten og derfor ikke gad hugge i dagtimerne. Sandarten kan være meget aktiv om natten, men fiskeri efter den i dagtimerne kan kræve, at man sadler om fra det konventionelle dørgefiskeri med agnfisk og woblere. Man skal i stedet opsøge fisken i udvalgte områder og præsentere en specialiseret agn med lokkende bevægelser lige for snuden af dem. På den måde kan man trigge en hugrefleks eller provokation, som får sandarten til at hugge.
 |
| Juni-sandart fra en af teamets første vertikal-sæsoner. |
Man får tit både aborrer og gedder som bifangst eller man kan specifikt gå efter de to rovfisk med vertical jigging. Teknikken er også ved at brede sig til saltvandet, hvor torsk og hvarer har et stort uprøvet potentiale på vertikalgrejet!
Teknik
Nedenstående illustraton er behjælpelig til visualisering af jigbevægelsesteknikken: Man sænker jiggen ned, så den rammer bunden (1). Derefter hæver man jiggen 15-20 cm. op (2) og holder den stille i 3-10 sekunder (4). Efter pausen sænker man ned og rammer bunden igen, samt gentager processen (5). Man kan variere pausen med små jigbevægelser inden men sænker mod bunden igen (3). Det er typisk i pausen, at sandarten hugger. Så hold godt fast! Ovenstående bevægelsesmønster virker kedeligt, men sidder man og "pirker" med kraftige bevægelser fanger man tit meget mindre end med små bevægelser.
Et godt hastighedsudgangspunkt er omkring 0,2-0,4 knob, da man ved højere hastigheder kan have svært ved at holde bunden. I visse situationer kan det dog betale sig at have en lavere (vinter) eller højere (sommer) hastighed.
 |
| Tallene i teksen forklarer ovenfor forklarer bevægelsesteknikken. (Bemærk i øvrigt, at sandarten står på den hårde sten bund - lige efter bogen!) |
Fiskedybde
Vertikalfiskeri praktiseres normalt på dybder mellem 4 og 13 m. Det er muligt at fiske lavere end de 4 m., men da man fisker lige under båden kan båden og elektronikken skræmme fiskene hvis man fisker lavere end 4 m. Det er også muligt at vertikalfiske på dybder over 13 m., men man skal være opmærksom på tryksyge hos fiskene hvis man er interesseret i at genudsætte.
Når man er på søen, vil der typisk tegne sig et mønster for, hvilken dybde de flest sandarter opholder sig på. Man taler tit om "dybden for dagen". Derfor kan man med succes fiske på bunden i samme dybde, som man allerede har fået fisk på. Vi tror, at grunden til dette er en kombination af lysstyrke, tryk, og temperatur, som virker uafhængigt på alle sandarter. Men derfra og til at opstille teorier til det ene og det andet, vil jeg ikke bevæge mig ud i. Den magiske dybde kan dog ændre sig i løbet af en fiskedag, og ser man ikke længere fisk på dybden er det tid til at søge lavere eller dybere.
Et ekkolod er essentielt for at kunne holde styr på dybden (og fiskene). Læs mere om ekkolod her!
 |
| Et dybdekort kan være til stor hjælp, når man skal finde hotspots. |
Bundhårdhed
En anden parameter, som er utrolig vigtig under vertikalfiskeri er bundehårdheden. En af de bedste standpladser i sommerperioden for sandart er områder med hård bund. Med hård bund menes bund af enten sten, grus eller sand. Om bunden er hård kan afgøres enten vha. ekkoloddets farvelinie eller vha. at dunke ens jig i bunden. Det er fletlinens uelasticitet, som gør at man kan føle bundhårdheden gennem linen. En hård bund vil føles som et kontant dunk i stangen, når jiggen rammer bunden. En blød bund giver ikke et dunk, når jiggen rammer bunden. Typsik vil blød bund også ”suge” lidt igen, når jiggen hæves fra bunden. Klassiske pladser med hård bund er toppe, plateuer og skrænter, hvor erosionen har ført al let sediment væk. Men man kan også være heldig at finde hårde områder på plan bund, men de førnævnte er de hyppigste hotspots. Det kan være en god idé at kigge efter områder med sten ved bredden, da disse typisk også breder sig ud I vandet.
I vinterperioden findes sandarten tit på den bløde bund, men i nærheden af sommerens pladser med hård bund. Eksempelvis for foden af skrænten til en top med hård bund.
For at have helt styr på både dybden og bundhårdheden er et ekkolod essentielt. Læs brugen af ekkolod her!
 |
| Eksempel på farvelinie til hårdhedsbedømmelse af bunden med ekkolod |
Årstid
Forår:
Når isen forsvinder og vandtemperaturen stiger begynder sandarterne at migrere mod gydepladserne, som typisk er områder med sten- eller grusbund på 2-10 m. Jo mere temperturen stiger, jo lavere kan man fiske. Men er vandet koldt, skal man tit fiske på 8-13 m. Fiskene er temmelige sløve grundet lav vandtemperatur og fokus på gydningen. Men en statisk fisket jig, som en Fin-S, kan de tit ikke stå for, hvis den præsenteres lige foran næsen på dem. En langsomtfisket skalle eller løje kan også være den rette medicin i de kolde måneder.
Er man specimenfisker er det muligt at kunne fange den vægtmæssige drømmefisk, da hunnerne kan være rigtig rogntunge. Men fiskene er også ekstra følsomme og hurtig fight, afkrogningen og genudsætning er essentiel for at have lov til at fiske efter gydefiskene.
Sandarten er fredet hele maj!
Sommer:
Er man specimenfisker er det muligt at kunne fange den vægtmæssige drømmefisk, da hunnerne kan være rigtig rogntunge. Men fiskene er også ekstra følsomme og hurtig fight, afkrogningen og genudsætning er essentiel for at have lov til at fiske efter gydefiskene.
Sandarten er fredet hele maj!
Sommer:
Fredningen af sandart ophører i juni, og fiskene er sultne! Fiskene er tit lidt slukne i konditionen, men er meget aggressive og relativt nemme at fange. Shads med meget kraftige bevægelser kan være uovertrufne, da de laver en masse ”larm” i vandet og tiltrækker sig opmærksomhed. Fiskedybde er typisk 4-10 m.
Sandarternes gydning foregår i gydereder i grus- eller sandbund, hvor hannen bliver ved reden og bevogter æggene indtil de klækkes. Han vil derfor slå alt ihjel, som prøver at komme i nærheden af reden – inklusiv jigs. Det er uheldigt at fiske i gydeområder, da man fjerner redens beskytter og ægtyvene, som aborrer og hork, har frit spil til at ødelægge fremtidige sandartårgange. Hansandarterne kan kendes på, at de er meget mørke i farven og visse individer kan være næsten helt sorte. Så fanger man flere fisk med disse træk i et område, skal man fortrække og lade hannerne være i fred.
Hele juni og start juli er topmånederne, men i slutningen af juli og august får sandarterne ædt sig mætte i agnfisk og bliver sværere at have med at gøre.
Efterår:
Vandtemperaturen er faldende og sandarterne trækker mod dybere vand. De skal lade op til vinterens hi-tilstand og der skal mad til det! Fiskene er ikke i samme æde-frenzy, som i juni, men får man tunet sig ind på yndlingsføden kan man opleve et rigtig fint fiskeri. Især fiskeriet med fireball og agnfisk kan virkelig give pote! Efterårsfiskene har tit en rigtig god kondition og det er tit i denne periode at man kan har gode chancer for at forbedre PR. Fiskene befinder sig oftest på 7-13 m.
Vinter:
Isen lukker tit vandene og mange sidder med frygtelig fiskefeber i stuerne. Hvis vinteren er grøn, kan fiskeriet lade sig gøre. Dog skal man fiske ultra-langsomt - rovfiskene har ikke meget energi til at flytte sig efter agnen. Statiske jigs eller fireball er det eneste rigtige i det vinterkolde vand. Fiskedybden er helt nede på 10-13 m. eller dybere - men pas på tryksyge!
Stang: Stangen skal have en god rygrad til at kunne sætte krogen men stadig være sensitiv nok til at kunne mærke fantomhug. Vertikalstænger har en typisk længde på 6-7'. En almindelig allround kastevægt er 10-30 g., men man kan også gå højere op hvis man vil fiske med store jigs. Stangen kan både være med trigger til multihjul eller almindeligt hjulholder fastspolehjul. Teamet bruger multihjul - men det er en smagssag.
Af gode stangmærker kan nævnes ABU, AMS, Berkley, BFT, Daiwa, Edge, Fox Rage, SPRO, Rozemeijer, og Shimano, som alle producerer stænger specifikt til dette fiskeri.
Hjul: Hjulet behøver ikke være en kæmpe kaffemølle, men mindre multi- og fastspolehjul klarer jobbet fint. Hjulet skal have et godt lineoplæg, da det skal kunne håndtere de tyndefletliner, og en stabil bremse, som kan klare hugøjeblikket og fiskens hovedrusk samt udløb.
Gode mærker: ABU, Daiwa, Pflueger, Shimano og SPRO.
NB: Daiwa har multihjulserier, som er enhåndsbetjent vha. en tryknap (Twitchin' Bar), hvilket kan være handyt når man fisker med den ene hånd på elmotoren. Modellerne hedder Megaforce, SMAK og Viento.
Line: Linen skal være en fletline for at få mest mulig kontakt med agnen, da man ellers ikke kan mærke huggene. Diameteren skal være tynd og omkring 0,06-0,12 mm. For nybegyndere er 0,10 mm. et godt udgangspunkt. Det kan være en fordel med en farvet fletline, da denne er nemmere at se.
Gode mærker: PowerPro, Stren Microfuse og Spiderwire Invisibraid.
Forfang: For at skjule bedraget mest muligt for sandarten bruger man typisk et forfang i fluorocarbon i 0.30-0.40 mm. på en længde af 50-60 cm. Er der mange gedder i vandet, kan man overveje en tynd wire på de nederste 20-30 cm. og fluorocarbon for resten samlet som et combi-trace. Forfanget bindes på hovedlinen med en dobbelt glideknude.
Gode fluoro-mærker: Guideline Egor, Berkley Fluorocarbon og Riverage Ace.
Gode wire-mærker: Savagear Soft Strand og Drennan Pike Wire.
Stinger: Det er altid en fordel at have en ekstra trekrog (stinger) i den bagerste del af jiggen, så man kan kroge de forsigtige hug Stingeren kan være str. 8-2 alt efter jiggen størrelse og den kan bindes af tyk fletline, fluorocarbon eller wire og fæstnes i jigkrogens øje.
Gode krogmærker: Gamakatsu og Owner.
Jighoved: Der findes mange forskellige jighovedtyper, men vi vil anbefale rund- eller Erie-typen. Krogen skal være sylespids for at kunne få fat i sandartens hårde bruskgab.
Gode krogmærker: Gamakatsu og Owner.
Jig: Alt efter sæson og dagsforhold kan forskellige jigtyper og -farver være favorit blandt sandfiskene. Læs om typer og farver herunder.
Jig-farver: Det er umuligt at forudsige, hvilke farver som virker den pågældende dag. Alt fra ultra naturlige farveimitationer til kradse, psykedeliske neonfarver. Læs mere herunder.
Køb af grej: Stænger og hjul kan købes i Danmark gennem grejpushere. Det er muligt at skaffe jigs til vertikalfiskeriet i Danmark, men udbudet er meget større i Tyskland og Sverige. Se vores linksamling for webshops.
Elektronik: Elmotor, GPS og ekkolod er essentielle hjælpemidler. Læs om dem her her!
Du kan læse om teamet's eget grej her.
V-tail
En v-tail er en jig med en kløvet hale (v-formet), som enten kan være orienteret horisontalt eller vertikalt. Det typiske er en horisontal orientering, som er lidt modstridende ift. fisks normale haleorientering. Dog vil den horisontale orientering flytte mere vand, når jiggen løftes. En v-tail har ikke et meget aktivt bevægelsesmønster og halen vil typisk kun bevæge sig ved stangbevægelser. Denne ret statiske bevægelse er en favorit hos sløve sandarter, hvor minimal bevægelse kan være nøglen til hugrefleksen. V-tails er typisk lange og relativt slanke jigs.
Af v-tail jigs kan nævnes klassikeren Fin-S fra Lunker City, Fox’s Crusader, Fox Rage's Fork Tail, Rozemeijer’s Fishy Shad, Savagear's Dying Minnow.
Pin-tail
En pin-tail er en jig med en tynd stavformet hale. Den tynde form gør, at halen er temmelig aktiv ved stangbevægelser - den bølger op og ned, men den tynde form er heller ikke noget som flytter særlig meget vand. Pin-tails er typisk relativt tynde af form. Derfor er en pin-tail også en relativ rolig jig i vandet, og et oplagt valg til sløve sandarter.
Lunker City’s Whipstick og Slug-go og Savagears LB Minnow.
Tentakel-tail
En tentakel-tail er en jig med en mangetrådet hale. Heller ikke denne type jig har det helt vilde bevægelsesmønster, men tentaklerne fimrer forførende ved små stangbevægelser, men det er stadig subtile bevægelser som ikke flytter meget vand. Tentakel-tails er tit tynde af form og et oplagt valg til vrangvillige sandarter.
Fox Rage’s Legend, Rozemeijer’s Octotail og Quantum’s Hairy Mary er gode tentakeljigs.
Shad-tail
Shad-tails er en jig med en hale i cirkulær eller kantet form. Denne haletype behøver tit ikke stangbevægelser for at få liv. Hastigheden af båden og det medfølgende vandpres på jiggen vil tit automatisk få halen og derved jigkroppen til at svinge fra side til side og udsende vibrationer i vandet. Formen på shad-tails kan være meget forskellig og kan både være kort og tyk, men også lang og smal. Shad-typen er en rigtig god jig til aggressive sandarter, som er på rov og derfor reagerer på de kraftige bevægelser fra halen. Shad-jigs er også en favorit hos gedderne og aborrerne.
Af gode shadjigs kan nævnes Lunker City’s Shaker, Savagears Cannibal, Fox Rage’s Rip Shaker og SPRO’s Playboy.
Teorierne omkring farver er så forskellige og man kan ikke på forhånd vide hvilken farve som vil producere fisk den pågældende dag. Nogen mener også, at fisk er farveblinde og al farve for dem er gråtoner.
En god tommelfingerregel er at bruge kradse farver i meget uklare vand og naturlige farver i klare vand - men dermed ikke sagt at det omvendte gør sig gældende. Teamet har vande hvor visse farver giver godt, men det er ikke en definitiv sandhed. Prøv dig frem og fisk med hvad du selv tror på!
Et fireball-hoved er egentlig et jighoved med en meget kort krog, og et ekstra øje på hovedets bagside. Den korte krog er til at kroge agnfisken i overlæben og det ekstra høje er til at montere en stinger på en eller to trekroge str. 6-2 alt efter agnfiskens størrelse.
En speciel udgave af et fireballhoved er det svenske Vectra Vertical. Her har selve hovedet ikke en krog, men istedet en metalpind, som stikkes ned gennem munden på agnfisken. Et bøjlesystem klemmes ned over agnfiskens hoved og fikserer den fuldstændig på fireballhovedet. Det giver en meget fast og holdbar montage. Man kan kun bruge død agn på Vectra'en. Agnfisken følger fuldstændig ens stangbevægelser og man kan virkelig kontrollere agnfiskens gang i dybet.
Fireballfiskeriet er en alternativ metode til den konventionelle gummijig. Det har sin forcer, når sandarterne og gedderne rynker på næsen af ens gummijig, og hellere vil have den ægte vare. Især om vinteren, hvor rovfiskene står dybt og er meget inaktive, kan ultra langsomtfisket fireball trigge hugrefleksen. Man skal ikke prøve at fiske med alt for pirkende bevægelser, da stingerforfanget tit hægter sig op på forfanget som resultat. Mindre bevægelser med pauser, som under vertikalfiskeri, giver det bedste resultat, fordi man får mest mulig føling med fiskeriet og hugget.
Tit oplever man, at man opskalerer størrelsen på rovfiskene ved at bruge fireball - men de mindre overfalder alligevel tit agnfisken.
Man kan især få mange gedde på metoden, og de forgriber sig ukritisk på ens fireball. Derfor kan det være en god idé ikke udelukkende at fiske med fluorocarbon, men istedet anvende et combi-trace forfang.
Agnfisk
Vi bruger næsten udelukkende gråskaller på 10-17 cm. som agnfisk, da disse er de nemmest at få fat i. Ellers er løjer/milling en rigtig god agnfisk, da den er langstrakt og smal, og derved nem for sandarten at inhalere. Løjer er dog svære at skaffe, fordi de det meste af tiden befinder sig pelagisk på større søer. Rudskaller er også fint, men de er lidt højere i formen end gråskaller og det er som sagt bedre med en smal agnfisk. Brasner kan til nød bruges, men de er ikke så fast i køddet og deres høje og smalle form er ikke så hensigtsmæssig. I Holland bruges smelt og hork i stor stil, men jeg har aldrig kunnet skaffe dem i store nok størrelser til at kunne teste dem som agn.
Jeg skaffer mine agnfisk med kastenet eller medefiskeri.
Død eller levende?
Man har både mulighed for at fiske sin agnfisk døde eller levende på et fireball-tackle. Levende agnfisk er besværlige at skaffe og have med i båden - men de kan virkelig få rovfiskene op på finnerne, da de virkelig er the real deal.
Vi bruger næsten kun døde agnfisk til vores fireballs. Vi har et lager af frosne agnfisk i fryseren, som jeg kan tø op efter behov. Jeg synes, at man har mulighed for selv at give agnfisken mere liv ved egne bevægelser, når den ikke selv bevæger sig. Og nogle gange synes sandarterne mest om et meget subtilt bevægelsesmønster.
Gode fireballmærker: Vectra Vertical, SPRO Exploding Jighead og Northland fireball jighead.
Nu er basis for vertical jigging lagt – så er det bare med at komme på vandet, få sig noget erfaring og nogle gode oplevelser med vampyrfisken!
Skrevet af: Nils Myling-Petersen
Sandarternes gydning foregår i gydereder i grus- eller sandbund, hvor hannen bliver ved reden og bevogter æggene indtil de klækkes. Han vil derfor slå alt ihjel, som prøver at komme i nærheden af reden – inklusiv jigs. Det er uheldigt at fiske i gydeområder, da man fjerner redens beskytter og ægtyvene, som aborrer og hork, har frit spil til at ødelægge fremtidige sandartårgange. Hansandarterne kan kendes på, at de er meget mørke i farven og visse individer kan være næsten helt sorte. Så fanger man flere fisk med disse træk i et område, skal man fortrække og lade hannerne være i fred.
Hele juni og start juli er topmånederne, men i slutningen af juli og august får sandarterne ædt sig mætte i agnfisk og bliver sværere at have med at gøre.
 |
| Teamet på vej i havn efter en fantastisk juni-aften på søen. |
Efterår:
Vandtemperaturen er faldende og sandarterne trækker mod dybere vand. De skal lade op til vinterens hi-tilstand og der skal mad til det! Fiskene er ikke i samme æde-frenzy, som i juni, men får man tunet sig ind på yndlingsføden kan man opleve et rigtig fint fiskeri. Især fiskeriet med fireball og agnfisk kan virkelig give pote! Efterårsfiskene har tit en rigtig god kondition og det er tit i denne periode at man kan har gode chancer for at forbedre PR. Fiskene befinder sig oftest på 7-13 m.
Vinter:
Isen lukker tit vandene og mange sidder med frygtelig fiskefeber i stuerne. Hvis vinteren er grøn, kan fiskeriet lade sig gøre. Dog skal man fiske ultra-langsomt - rovfiskene har ikke meget energi til at flytte sig efter agnen. Statiske jigs eller fireball er det eneste rigtige i det vinterkolde vand. Fiskedybden er helt nede på 10-13 m. eller dybere - men pas på tryksyge!
Grej
Stang: Stangen skal have en god rygrad til at kunne sætte krogen men stadig være sensitiv nok til at kunne mærke fantomhug. Vertikalstænger har en typisk længde på 6-7'. En almindelig allround kastevægt er 10-30 g., men man kan også gå højere op hvis man vil fiske med store jigs. Stangen kan både være med trigger til multihjul eller almindeligt hjulholder fastspolehjul. Teamet bruger multihjul - men det er en smagssag.
Af gode stangmærker kan nævnes ABU, AMS, Berkley, BFT, Daiwa, Edge, Fox Rage, SPRO, Rozemeijer, og Shimano, som alle producerer stænger specifikt til dette fiskeri.
Hjul: Hjulet behøver ikke være en kæmpe kaffemølle, men mindre multi- og fastspolehjul klarer jobbet fint. Hjulet skal have et godt lineoplæg, da det skal kunne håndtere de tyndefletliner, og en stabil bremse, som kan klare hugøjeblikket og fiskens hovedrusk samt udløb.
Gode mærker: ABU, Daiwa, Pflueger, Shimano og SPRO.
NB: Daiwa har multihjulserier, som er enhåndsbetjent vha. en tryknap (Twitchin' Bar), hvilket kan være handyt når man fisker med den ene hånd på elmotoren. Modellerne hedder Megaforce, SMAK og Viento.
Line: Linen skal være en fletline for at få mest mulig kontakt med agnen, da man ellers ikke kan mærke huggene. Diameteren skal være tynd og omkring 0,06-0,12 mm. For nybegyndere er 0,10 mm. et godt udgangspunkt. Det kan være en fordel med en farvet fletline, da denne er nemmere at se.
Gode mærker: PowerPro, Stren Microfuse og Spiderwire Invisibraid.
Forfang: For at skjule bedraget mest muligt for sandarten bruger man typisk et forfang i fluorocarbon i 0.30-0.40 mm. på en længde af 50-60 cm. Er der mange gedder i vandet, kan man overveje en tynd wire på de nederste 20-30 cm. og fluorocarbon for resten samlet som et combi-trace. Forfanget bindes på hovedlinen med en dobbelt glideknude.
Gode fluoro-mærker: Guideline Egor, Berkley Fluorocarbon og Riverage Ace.
Gode wire-mærker: Savagear Soft Strand og Drennan Pike Wire.
Stinger: Det er altid en fordel at have en ekstra trekrog (stinger) i den bagerste del af jiggen, så man kan kroge de forsigtige hug Stingeren kan være str. 8-2 alt efter jiggen størrelse og den kan bindes af tyk fletline, fluorocarbon eller wire og fæstnes i jigkrogens øje.
Gode krogmærker: Gamakatsu og Owner.
Jighoved: Der findes mange forskellige jighovedtyper, men vi vil anbefale rund- eller Erie-typen. Krogen skal være sylespids for at kunne få fat i sandartens hårde bruskgab.
Gode krogmærker: Gamakatsu og Owner.
Jig: Alt efter sæson og dagsforhold kan forskellige jigtyper og -farver være favorit blandt sandfiskene. Læs om typer og farver herunder.
Jig-farver: Det er umuligt at forudsige, hvilke farver som virker den pågældende dag. Alt fra ultra naturlige farveimitationer til kradse, psykedeliske neonfarver. Læs mere herunder.
Køb af grej: Stænger og hjul kan købes i Danmark gennem grejpushere. Det er muligt at skaffe jigs til vertikalfiskeriet i Danmark, men udbudet er meget større i Tyskland og Sverige. Se vores linksamling for webshops.
Elektronik: Elmotor, GPS og ekkolod er essentielle hjælpemidler. Læs om dem her her!
Du kan læse om teamet's eget grej her.
Jigtyper
V-tail
En v-tail er en jig med en kløvet hale (v-formet), som enten kan være orienteret horisontalt eller vertikalt. Det typiske er en horisontal orientering, som er lidt modstridende ift. fisks normale haleorientering. Dog vil den horisontale orientering flytte mere vand, når jiggen løftes. En v-tail har ikke et meget aktivt bevægelsesmønster og halen vil typisk kun bevæge sig ved stangbevægelser. Denne ret statiske bevægelse er en favorit hos sløve sandarter, hvor minimal bevægelse kan være nøglen til hugrefleksen. V-tails er typisk lange og relativt slanke jigs.
Af v-tail jigs kan nævnes klassikeren Fin-S fra Lunker City, Fox’s Crusader, Fox Rage's Fork Tail, Rozemeijer’s Fishy Shad, Savagear's Dying Minnow.
Pin-tail
En pin-tail er en jig med en tynd stavformet hale. Den tynde form gør, at halen er temmelig aktiv ved stangbevægelser - den bølger op og ned, men den tynde form er heller ikke noget som flytter særlig meget vand. Pin-tails er typisk relativt tynde af form. Derfor er en pin-tail også en relativ rolig jig i vandet, og et oplagt valg til sløve sandarter.
Lunker City’s Whipstick og Slug-go og Savagears LB Minnow.
Tentakel-tail
En tentakel-tail er en jig med en mangetrådet hale. Heller ikke denne type jig har det helt vilde bevægelsesmønster, men tentaklerne fimrer forførende ved små stangbevægelser, men det er stadig subtile bevægelser som ikke flytter meget vand. Tentakel-tails er tit tynde af form og et oplagt valg til vrangvillige sandarter.
Fox Rage’s Legend, Rozemeijer’s Octotail og Quantum’s Hairy Mary er gode tentakeljigs.
Shad-tail
Shad-tails er en jig med en hale i cirkulær eller kantet form. Denne haletype behøver tit ikke stangbevægelser for at få liv. Hastigheden af båden og det medfølgende vandpres på jiggen vil tit automatisk få halen og derved jigkroppen til at svinge fra side til side og udsende vibrationer i vandet. Formen på shad-tails kan være meget forskellig og kan både være kort og tyk, men også lang og smal. Shad-typen er en rigtig god jig til aggressive sandarter, som er på rov og derfor reagerer på de kraftige bevægelser fra halen. Shad-jigs er også en favorit hos gedderne og aborrerne.
Af gode shadjigs kan nævnes Lunker City’s Shaker, Savagears Cannibal, Fox Rage’s Rip Shaker og SPRO’s Playboy.
Jigfarver
Hvilke farver tror du selv mest på?Teorierne omkring farver er så forskellige og man kan ikke på forhånd vide hvilken farve som vil producere fisk den pågældende dag. Nogen mener også, at fisk er farveblinde og al farve for dem er gråtoner.
En god tommelfingerregel er at bruge kradse farver i meget uklare vand og naturlige farver i klare vand - men dermed ikke sagt at det omvendte gør sig gældende. Teamet har vande hvor visse farver giver godt, men det er ikke en definitiv sandhed. Prøv dig frem og fisk med hvad du selv tror på!
Fireball
En speciel udgave af et fireballhoved er det svenske Vectra Vertical. Her har selve hovedet ikke en krog, men istedet en metalpind, som stikkes ned gennem munden på agnfisken. Et bøjlesystem klemmes ned over agnfiskens hoved og fikserer den fuldstændig på fireballhovedet. Det giver en meget fast og holdbar montage. Man kan kun bruge død agn på Vectra'en. Agnfisken følger fuldstændig ens stangbevægelser og man kan virkelig kontrollere agnfiskens gang i dybet.
Fireballfiskeriet er en alternativ metode til den konventionelle gummijig. Det har sin forcer, når sandarterne og gedderne rynker på næsen af ens gummijig, og hellere vil have den ægte vare. Især om vinteren, hvor rovfiskene står dybt og er meget inaktive, kan ultra langsomtfisket fireball trigge hugrefleksen. Man skal ikke prøve at fiske med alt for pirkende bevægelser, da stingerforfanget tit hægter sig op på forfanget som resultat. Mindre bevægelser med pauser, som under vertikalfiskeri, giver det bedste resultat, fordi man får mest mulig føling med fiskeriet og hugget.
Tit oplever man, at man opskalerer størrelsen på rovfiskene ved at bruge fireball - men de mindre overfalder alligevel tit agnfisken.
Man kan især få mange gedde på metoden, og de forgriber sig ukritisk på ens fireball. Derfor kan det være en god idé ikke udelukkende at fiske med fluorocarbon, men istedet anvende et combi-trace forfang.
Agnfisk
Vi bruger næsten udelukkende gråskaller på 10-17 cm. som agnfisk, da disse er de nemmest at få fat i. Ellers er løjer/milling en rigtig god agnfisk, da den er langstrakt og smal, og derved nem for sandarten at inhalere. Løjer er dog svære at skaffe, fordi de det meste af tiden befinder sig pelagisk på større søer. Rudskaller er også fint, men de er lidt højere i formen end gråskaller og det er som sagt bedre med en smal agnfisk. Brasner kan til nød bruges, men de er ikke så fast i køddet og deres høje og smalle form er ikke så hensigtsmæssig. I Holland bruges smelt og hork i stor stil, men jeg har aldrig kunnet skaffe dem i store nok størrelser til at kunne teste dem som agn.
Jeg skaffer mine agnfisk med kastenet eller medefiskeri.
Død eller levende?
Man har både mulighed for at fiske sin agnfisk døde eller levende på et fireball-tackle. Levende agnfisk er besværlige at skaffe og have med i båden - men de kan virkelig få rovfiskene op på finnerne, da de virkelig er the real deal.
Vi bruger næsten kun døde agnfisk til vores fireballs. Vi har et lager af frosne agnfisk i fryseren, som jeg kan tø op efter behov. Jeg synes, at man har mulighed for selv at give agnfisken mere liv ved egne bevægelser, når den ikke selv bevæger sig. Og nogle gange synes sandarterne mest om et meget subtilt bevægelsesmønster.
Gode fireballmærker: Vectra Vertical, SPRO Exploding Jighead og Northland fireball jighead.
 |
| Efterårssandart på Vectra-fisket løje |
Nu er basis for vertical jigging lagt – så er det bare med at komme på vandet, få sig noget erfaring og nogle gode oplevelser med vampyrfisken!
Skrevet af: Nils Myling-Petersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar