søndag den 6. september 2015

Sommerfiskeri og første hvar

Dele af min sommerferie blev holdt i sommerhus ud til kysten i det nordvest-jydske . Umiddelbart omkring sommerhuset var mulighederne for fiskeri begrænsede, men en portion strandkrabber kunne fanges sight fishing-style med tøjklemme, snor og musling omkring tangbeklædte kampesten. Et kilo strandkrabber blev efter meget arbejde lavet om til krabbesuppe, som udgjorde aftensmad den ene aften.

Fangsten af strandkrabber gøres i stand.

En køretur til Hanstholm gav mulighed for lidt flere arter end strandkrabber. Jeg fiskede på molen lige øst for Hanstholm Havn efter makrel med almindeligt havørredgrej. Vandet var fuldt af liv, da enorme stimer af små-sild stod tæt på molen. Makrellerne var der også for at fråse i små-sildene, men desværre gjorde den enorme mængde af føde dem næsten umulige at fange på blink. Det var spetakulært at se stimerne af makrel i formation angribe små-sildene helt oppe i overfladen. Det lykkedes mig at fange en enkelt makrel, mens andre der medede med små-sildene havde mere held. Desværre havde jeg ikke grej med til at mede, så det blev kun til den ene makrel. 

Krabbesuppe.

Et par dage af ferien blev også brugt til familiebesøg med fiskeri inkluderet på Mols. Desværre var vinden rigtig strid, så der var meget få fiskbare områder. Jeg fiskede fra land med min onkel og fætter på en stenet kyststrækning med dybt vand ind under land. De første 15 m. fra kysten var store sten og tang, mens der derudefter var grus-/sandbund. Vi fik hurtigt nogle hornfisk på blink og af disse skar vi sølvhvide strimler af bugkødet på omkring 15 cm. Strimlerne blev fisket aktivt efter blink eller bombarda omkring overgangen mellem sand og sten. Jeg var heldig både at lande min første pig- og slethvar på denne metode. Rigtig spændende at prøve noget nyt! Fiskene blev hjemtaget og spist med største veltilfredshed. 

Forslugen slethvar tog hornfiskestrimlen.

Jeg er nu begyndt på mit universitetsspeciale, så efteråret og vinteren er fyldt godt op. Jeg håber på et par aborre- sandartture, hvis det kan lade sig gøre.

Aborre på dropshot fra sidste efterår.