Agnfiskene blev skaffet dagen i forvejen med kastenet og bestod af mindre brasen. Vi ankom til spottet før solopgang for at få mest muligt ud af dagen. Det frøs adskellige grader fra morgenstunden og alt grejet blev hurtigt dækket af rimfrost og skummet på agntønden frøs til en slags brasenslim-sorbet - yummy!
Vi fiskede vores brasen på glidende bundmede og den første time var resultatløs udover nogle små nøk i stangspidsen. Efter at have spundet mit tackle et par meter og stangen stillet, var der endelig et reelt nøk og i modhugget god modstand. En rigtig fin aborre på 1,3 kg. gav en god bue i min quivertip-stang.
Dagens første, fine aborre på 1,3 kg. |
Efter denne første, fine fisk tøede fiskeriet op i takt med at solens stråler gav os varmen. Vi begyndte med jævne mellemrum at give modhug og i løbet af dagen fik vi en god håndfuld aborre, der fandt interesse for vores brasen, optil lige over kiloet. Michael fik ved middagstid et superhug, der var svær at presse op men til sidst kom en kapital, rogntung aborre til overfladen. Hurtig vejning afslørede Michaels nye aborre-PR på 1,65 kg. - fantastisk fisk!
Michael med ny aborre-PR på 1,65 kg. |
I løbet af eftermiddagen dødede fiskeriet ud og vi brød op lettere forfrosne, men glade for det gode resultat på trods af de svære forhold.
Godt nytår til alle! :)
Grattis till de fina abborrarna!
SvarSletTak, Frallan! Jeg håber, at 2015 bliver et fangstrigt år for dig. :)
Slet