søndag den 5. oktober 2014

Bottom's up

Da denne søndag ikke levnede tid til en fisketur, er det vel passende at se tilbage på sidste søndags tur. Som trofaste læsere af bloggen nok har bemærket, så har vores pelagiske fiskeri i år ikke levet helt op til forventningerne. Godt nok fik jeg en ny PR i foråret, men siden da har det mildest talt været sløjt med de store fisk.
Derfor havde vi besluttet at tage en tur hvor vi gik tilbage til rødderne i vertikalfiskeriet, nemlig fiskeri på bunden. Ikke nok med det, så var søen også nøje udvalgt, idet denne sø næsten aldrig svigter.

Som tænkt så gjort, afsted tidligt om morgenen af en lille omvej pga. en sammenstyrtet bro på motorvejen, men hvad betyder det når der skal fiskes.

Morgenstemning ved søen

Heldigvis var fiskene på finnerne denne dag og efter lidt søgen fandt vi et par steder med gode koncentrationer. Som normalt med bundfiskeriet, var det ikke de største eksemplarer, men det var rart med lidt action og fiskene huggede på næsten alt hvad vi sendte ned i dybet.

Aborrerne blandede sig også i legen
Selv små fisk kan vække glæde når man trænger :)

Det blev en meget fiskerig dag, både aborre, sandart og gedde var i hugget og selv om kæmperne udeblev havde vi en dejlig dag. Midt på eftermiddagen havde vi fået nok og tælleren sagde 55 sandart, 3 gedder og 7 aborrer, tid til at stoppe mens legen er god som man siger. Alle fisk blev selvfølgelig genudsat!

Dagens største på lige under 3 kg.

Nu kan vi nok godt klare et par fiskeløse ture igen, ja faktisk har vi allerede haft en af slagsen i løbet af denne uge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar