søndag den 16. december 2012

Agn-udviklingsildsjæl i TV

Udvikling og optimering - et mantra vi fiskere alle kender.
Stripper-blinket.

Enhver innovativ fisker forsøger konstant at optimere sine chancer for at gøre lige netop den fangst, som man har for øje. Det være sig en fange en gedde +15 kg. eller at føje en ny fiskeart til sin liste.
Vi mener at optimere vores muligheder ved at udvikle vores grej og/eller udvikle teorier om, hvordan fisken reagerer under specifikke forhold.
På grejfronten køber de fleste det nyeste nye eller kombinere ældre produkter og kendte parametre ud i det uendelige for at bryde koden. De færreste kaster sig ud i et projekt, hvor man projicerer sine teorier og erfaringer ned i en selvproduceret agn, som man mener er god til at fange fisk, og endnu færre som ligefrem lægger hovedet på blokken og proklamerer deres agn som værende perfekt! Findes den perfekte agn?

For år tilbage havde jeg fornøjelsen af at være på 3-4 kystture med den fynske blink-udvikler Kent Andersen - manden bag Stripper- og Snapper-blinket. Aldrig har jeg talt med og hørt på en fisker med en så stor tiltro og tanke bag sine teorier omkring sine blinks udformning og farve.
Kent har gennem årtier gennemtestet prototyper af blink og farver, som gennem et darwinistisk udskillelsesløb mht. succes er blevet nedkogt til bare to blink i én farve! Stripperen og Snapperen i hvid er Kents bud på de perfekte blink - og han fisker ikke med andet.

Snapper-blinket.
Vi har alle vores teorier om, hvorfor vores jigs, jerkbaits eller andet fanger fisk under specifikke forhold. For mit eget vedkommende er det løse lægmandsteorier og de revideres ofte. Men kan man med teoretisk sikkerhed sige noget som helst, når det drejer sig om fiskeri?

Jeg synes, at Kent Andersen er essensen af det udviklingsdrive som sidder i alle seriøse fiskere. Om man er predator-, fedtfinne-, mede-, flue- eller whatever-fisker: Vi prøver konstant at optimere vores muligheder for at gøre den fangst, som vi higer efter. Og det kan næsten blive en besættelse...

Om jeg nogenside kommer til at forstå eller tro på den fuldstændige forklaring bag de proportionsmagiske 6-taller i Kent Andersens blink, er jeg ikke sikker på. Men jeg er meget fascineret af og har respekt for hans passion og tro på sine agn.

En ting kan jeg dog sige med sikkerhed: Da jeg gik meget på kysten efter havørreder, brugte jeg altid Stripperen til af afsøge en fiskeplads. Var der havørred på pladsen, reagerede de prompte på Stripperen - og det har jeg aldrig oplevet med noget andet blink... Fabelagtig fiskemagnet med noget 666-mojo! :)

Se filmen herunder fra TV2/Fyn og hør Kent forklare sine teorier med egne ord!

                       
Ovenstående video © TV2/FYN

Tjek også Kents hjemmeside her!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar