lørdag den 17. november 2012

Koldtvandsudfordringer

17 dage siden sidste tur på søen - jeg var ved at gå til!

Gårsdagens vertikal-tur var velforberedt med zombie-jigs, en lovende vejrudsigt, Howald som dæksdreng og en presserende kløe i modhugsmusklerne. 

Ved søen hilste vi på Henrik fra Ivertic, vertikalnovicen Lasse og Magnus-jollen (skal den ikke snart døbes?). Jeg agerede agnfiske-pusher og de fik en pose state-of-the-art løjer, som de senere skulle redde deres fiskedag med nogle rigtig pæne zanders.

Vi rullede på søen i to både og Howalds gæstede min om formiddagen. Produktive pladser fra den tidligere tur blev først besøgt, men kun enkelte sandfisk smækkede gebisset om Vectra'en. Vi søgte den del rundt og fandt lidt fisk koncentreret på en skrænt med 9-12 m. Sandarterne var lidt uimponerede af vores evner: Uha nej, Vectra'en måtte ikke ikke have en alt for skrap farve, måtte ikke være for tung og agnfisken måtte heller ikke være for stor! Herre jemini - her tager man på søen for at slappe lidt af - men bliver straks udfordret på omstilling og udholdenhed: Jeg elsker og hader det!

Howald med fina gösta.

Vi fandt stille og roligt melodien: Alle i vores flåde begyndte at krane efterårssure sandart op, selvom mange også blev mistet midtvands grundet forsigtige hug. Mange af fiskene ørlede en hel del i affekt og der kom blandt andet en halvfordøjet sandart på omkring 20 cm. op - kannibalistiske opportunister! Et par mindre gedder og aborrer kunne heller ikke holde sig tilbage overfor vores skaller…

Det var koldt for pølserne,
når fiskeriet var trægt.
Vejret var desværre ikke så stille, som DMI havde lovet, og ved middagstid sejlede vi i havn for at grille lidt korv. Efter at have fået varmen på land og strukket kadaveret ud, skulle vi prøve eftermiddagstrækket. Howald skiftede skib og Michael fik lidt ekstra ekspertfiskende ballast i stævnen. Fiskene var desværre blevet endnu mere tvære, og det var svært at lokalisere dem. Vi fangede lidt hist og her - gedderne holdt sig dog ikke tilbage og vi fik landet i alt 4-5 stykker. Sandfiskene var bare ikke i eftermiddagshugget. 
Det meste af dagen havde vi sejlet og afsøgt pladserne sammen, men den sidste time blev jeg fik jeg virkelig brændt nolge ampere af og fyrede fra top til top ude i midtsøen.

Michael og Howald prøvede en stejl skrænt, som vi endnu ikke havde fisket. I eftermiddagens absolut sidste lys gennemlyste jeg en top med 10,5 m. og 13 m. omkring. Endelig tikkede en lovende banan ind på loddet og skallen blev resolut taget - men fightypen indikerede gedde. Ganske rigtigt lå Lucius lidt efter og baskede i overfladen - havde håbet på gösan men det var en fin fisk! :)

Jeg kunne lige må 5 minutter inden det var indsejlingstid - mørket kom snigende. Ny skalle og endnu en cirkulering på knolden. Ud af ingenting mærkede jeg blot en svag opstramning som mest af alt mindede om bunden. Jeg kunne intet se på loddet og ventede blot på at bådens drift ville hive krogene fri af bunden. Et knald af et hug fik næsten stangens bunddub til at give mig en upper-cut. Fisken stod stille i modhugget og ruskede så jeg kunne mærke forfanget raspe på vampyrtænderne: Det måtte være sandart denne gang. Fisken kom langsomt op i frivandet og jeg prøvede at krydse mine fingre, som krampagtigt holdt om stangen, for at den ikke smuttede. Endelig kom en fin sandart til syne og brød overfladen. Den var virkelig flot i farverne og trumle-tyk. "Jææææsss!" fik jeg mulmet, da jeg håndlandede den. Vægten sagde 3,5 kg. og jeg var kiste-glad. Michael og Howald var for langt væk til at kunne sejle ned til for at få skudt billeder og jeg prioriterede fiskens genudsætning. Jeg synes, at billederne nogenlunde retfærdiggør fiskens skønhed. 

3,5 kg.'er i lækker efterårskondition!

Michael ringede og fortalte, at de var løbet tør for skaller og sejlede i havn inden det blev for mørkt. De havde haft et rigtig heftigt fiskeri den sidste halve time på den nye skrænt med rigtig mange hug og flere sandarter og gedder i båden. En lyst til en eftermiddagssnack havde åbenbart kickstartet en kollektiv hugperiode!

De sidste kræfter blev brugt på at bakse grej ud af bådene - jeg sov godt om natten!

Status: 22 sandart optil 3,5 kg. og flettallet over 2 kg., 7-8 gedder optil 3 kg. og en håndfuld aborrer optil pundet. Alt genudsat!

Tak til Howald og Michael for en rigtig hyggelig og resultatsmæssigt godkendt efterårstur! :)

1 kommentar:

  1. Takker også for en superb tur, hvor service og selskab var i absolut top :-).

    SvarSlet