søndag den 4. oktober 2015

De første efterårsaborrer

De første efterårsaborrer er blevet fisket med mine gode kammerater Nils O. og Christian. Forholdene til dagens fiskeri var sol, højtryk, klart vand og lav vandstand.

Vi startede fiskeriet fra den tidlige morgenstund og mærkede straks, at fiskene var i området, men svære at overliste og huggene fra dem næsten ikke til at registrere. En langsomt fisket mørk shadjig på et let-jighoved var tidligt på dagen medicinen. Efter et par små jiggninger med stangen skulle jiggen ligge statisk på bunden. De mistænksomme aborrer kunne efter mange sekunders venten finde på at suge jiggen op fra bunden, men tog ikke jiggen i bevægelse.

Standard-størrelsen af de stribede for dagen.

I løbet af dagen overtog dropshotfiskeriet i effektivitet, men fiskene forblev meget sløve. Vi nedgraderede jigs'ene i størrelse og spike'ede dem ved at farve jigkroppen med Spike It farve/duft-penne. Aborrene var af mindre størrelse og kun få sneg sig over pundet, men vi fik alle fisk spredt over hele dagen. Grundet det udfordrende fiskeri fik vi i løbet af dagen testet en masse forskellige rigs: texas-, carolina- og wacky-rigging på dropshot med alt fra shads, grubs, worms og creature baits. Alle metoder gav lidt fisk, men det lykkedes aldrig at få fiskene gejlet helt op over noget specifikt.

Nils O. med en fin fisk over pundet.

Sidst på eftermiddagen dropshot-fiskede jeg en stor 15 cm. grøn/hvid Sneaky Worm og tæt under land huggede endelig en bedre fisk. Den søgte imod sivene i et hidsigt udløb, men en finger på bremsen og en bestemt stangvinkel fik dirigeret fisken ud af faren og ind i nettet.

Dagens største på 1 kg. og 41 cm.

1 kg. og 41 cm. var specifikationerne for dagens største aborre og afsluttede en dejlig dag i godt selvskab!

søndag den 6. september 2015

Sommerfiskeri og første hvar

Dele af min sommerferie blev holdt i sommerhus ud til kysten i det nordvest-jydske . Umiddelbart omkring sommerhuset var mulighederne for fiskeri begrænsede, men en portion strandkrabber kunne fanges sight fishing-style med tøjklemme, snor og musling omkring tangbeklædte kampesten. Et kilo strandkrabber blev efter meget arbejde lavet om til krabbesuppe, som udgjorde aftensmad den ene aften.

Fangsten af strandkrabber gøres i stand.

En køretur til Hanstholm gav mulighed for lidt flere arter end strandkrabber. Jeg fiskede på molen lige øst for Hanstholm Havn efter makrel med almindeligt havørredgrej. Vandet var fuldt af liv, da enorme stimer af små-sild stod tæt på molen. Makrellerne var der også for at fråse i små-sildene, men desværre gjorde den enorme mængde af føde dem næsten umulige at fange på blink. Det var spetakulært at se stimerne af makrel i formation angribe små-sildene helt oppe i overfladen. Det lykkedes mig at fange en enkelt makrel, mens andre der medede med små-sildene havde mere held. Desværre havde jeg ikke grej med til at mede, så det blev kun til den ene makrel. 

Krabbesuppe.

Et par dage af ferien blev også brugt til familiebesøg med fiskeri inkluderet på Mols. Desværre var vinden rigtig strid, så der var meget få fiskbare områder. Jeg fiskede fra land med min onkel og fætter på en stenet kyststrækning med dybt vand ind under land. De første 15 m. fra kysten var store sten og tang, mens der derudefter var grus-/sandbund. Vi fik hurtigt nogle hornfisk på blink og af disse skar vi sølvhvide strimler af bugkødet på omkring 15 cm. Strimlerne blev fisket aktivt efter blink eller bombarda omkring overgangen mellem sand og sten. Jeg var heldig både at lande min første pig- og slethvar på denne metode. Rigtig spændende at prøve noget nyt! Fiskene blev hjemtaget og spist med største veltilfredshed. 

Forslugen slethvar tog hornfiskestrimlen.

Jeg er nu begyndt på mit universitetsspeciale, så efteråret og vinteren er fyldt godt op. Jeg håber på et par aborre- sandartture, hvis det kan lade sig gøre.

Aborre på dropshot fra sidste efterår.

søndag den 2. august 2015

Første fisketur i umindelige tider

Så blev det endelig en tur på søen i denne weekend!
Jeg fiskede eftermiddag/aften, sov i båden og fiskede morgen/formiddag. Målet er stadig pelagisk sandart på jig.

Eftermiddagen startede fint med en rigtig flot og velnæret 5+ gedde, som tog en 8" Twinteez. Rovfiskene stod generelt for dybt til at fisket >10 m. og var svære at finde. I løbet af aftenen blev fiskeriet endnu mere udfordrende pga. enorme stimer af småfisk som steg op fra bunden og fyldte hele ekkolodsskærmen fra 10 m. og op. Det blev ikke til flere fisk inden jeg krøb i soveposen.

5+ gedde med selvudløseren.

Telefonen brummede kl. 4 og mindede mig om, at der var sandart der skulle fanges. Jeg var temmelig radbrækket efter en nat på en komfortabelt leje af glasfiber - jeg havde glemt et liggeunderlag...
Agnfiskene var en smule mere spredt og ekkoerne var i en fiskbar dybde. I de tidlige morgentimer lykkedes mig at få to gedder på 3 og 4 kg. til at nappe min jig, men opad morgenen og formiddagen blev det svært. Svag vind og høj sol gjorde fiskene utrolig sky og det var ikke til at stoppe på med båden, men strøg bare ned i dybet så snart man forsøgte.

Morgenstund har jig i kæft - for gedderne ihvertfald!

Alt i alt en god tur med en lille samling fine gedder, som selvfølgelig blev genudsat. Dejligt at være i frivandet igen, selvom det desværre blev uden sandart denne gang. 

søndag den 5. juli 2015

Update om LFT-bloggen

Bloggen har de seneste måneder stået på pause, da teamet ikke har fået fisket sammen. Studie, eksaminer og arbejde har fyldt min tid de seneste måneder som det plejer i april-juni, men de seneste år er der dog alligevel blevet tid til en god del LFT-ture i den periode. 

Den primære årsag til den fiskemæssige stilstand er, at den anden halvdel af LFT, Michael, har mistet lysten til sandartfiskeriet og sagt fuldstændig fra overfor sandartturene. Eftersom vi har fisket sandart som et team de sidste syv år, har jeg haft svært ved at omstille mig både mentalt og grejmæssigt på at skulle fiske alene. Dog er jeg ved at justere grejet og hovedet til selv at kunne tage ud vha. offentlig transport med mit grej til pelagisk vertikalfiskeri, som stadig er den metode, jeg vil satse på. Selvom det er omstændigt, er det den mulighed som jeg har og tager. Jeg nægter at smide håndklædet i ringen overfor frivandssandarterne og give op, når jeg har investeret så meget tid i det og stadig har lysten til det!

Jeg håber, at bloggen så småt kommer i gang igen henover sommeren. Navnet på bloggen giver ikke meget mening længere, men jeg beholder LFT-navnet indtil videre.

Jeg håber at kunne præsentere årets første pelagiske sandart for mit vedkommende inden længe.

God sommer!

Mvh. Nils

Bananer under båden og tunge hug i stængerne skal der til!

onsdag den 6. maj 2015

LFT-bloggen sat på pause

Dato: 06.05.15

Til læsere af LFT-bloggen,

Af forskellige fiskerelaterede årsager er LFT-bloggen sat på pause og der vil ikke komme opdateringer og indlæg så længe, den er det. Jeg kan for nuværende ikke komme med et bud på om eller hvornår bloggen fortsættes, men jeg håber selvfølgelig på at kunne fortsætte engang i fremtiden.

Knæk og bræk til alle!

Mvh. Nils

tirsdag den 5. maj 2015

Geddepræmiere og triste fremtidsovervejelser

Det er blevet til en hurtig præmieretur efter gedderne i den forgangne weekend. Jeg havde min far med i båden og vi glædede os over det gode vejr med svag vind og fuld blus på solen. Desværre er dette ikke de optimale forhold for gedderne og de var temmelig træge at lokke til hug.

Typisk udleget gedde med stor appetit.

Men lidt blev det til under turen, hvor metoden var spin med swim- og jerkbaits. Gedderne havde gemt sig i nærheden af stenstrukturer, hvor de stod og muggede over al solskinnet. Men i ny og næ kunne de ikke stå for en Buster Jerk eller Ricky the Roach. :) Vi sluttede med et dusin optil lige under 3 kg.

Halv-blind gedde kan også finde Buster Jerk!

Til den triste fremtidsovervejelse: Her på tre-årstidspunktet for LFT-bloggens start sker der desværre ikke meget på bloggen. Jeg har den seneste tid prøvet at holde den bare lidt aktiv med meget få indlæg de seneste måneder, men jeg har for nuværende intet materiale at blogge om og det gør det svært at fortsætte bloggen, som det er nu.

(Blogpost redigeret 06.05.14 af Nils)

søndag den 12. april 2015

Must-have fiskeværktøj

Her en beskrivelse af de værktøj must-haves, jeg mener, man bør have i sin grejkasse, når man er på søen:

Krogløsertang
Det vigtigste værktøj for at skåne fisken (og ens fingre) under afkrogning er en god krogløsertang. Det vigtigste er, at krogløseren er lang (>25 cm.) og kraftig, så man kan nå helt ned i rovfiskens gab og få ordentligt fat om krogene. Jeg har haft flere tænger gennem tiden, som har fungeret udmærket. Min nuværende model, BFT Long Nose Plier,  er jeg særligt glad for. Den har et buet næb, som gør det nemmere at få et ordentligt hold i krogen, hvis den sidder et besværligt sted i fiskens gab. Desuden er den udstyret med en håndledsrem, som man kan bruge, hvis man afkroger fisken i vandet. Jeg har selv smidt krogløsertænger i søen ved afkrogning af fisk i vandet, så remmen giver ekstra sikkerhed for at dette ikke sker.

BFT Long Nose Plier krogløsertang

Lineklipper
En kniv eller almindelig saks er sjældent særlig velegnede til at klippe fletliner, da de ikke kan få ordentligt fat i fletlinens fibre. Men flere grejmærker fører særlige sakse med et takket skær, som let klipper fletliner i alle tykkelser. Jeg selv har en lille saks fra Guideline, som gør jobbet fint.

Lineklipper

Krogklipper
En krogklipper er vigtig at have med både for fiskens og ens egen skyld! For fisken: hvis fisken er besværligt kroget (fx. i gællerne) er det eneste rigtige at klippe krogen under modhagen for at kunne få den ud og skade fisken mindst muligt. Husk at holde på modhagen-delen med en tang, så den ikke, når man klipper krogwiren over, borer sig ind andre steder i fisken og gør skade.
For fiskeren: Man kan selv være uheldig at få en krog i fingeren. Hvis det er forsvareligt, kan man selv klippe modhagen af, dreje krogen baglæns ud og fiske videre! Krogklipperen kan også bruges til tykt fluorocarbon- og wire-forfang, der ellers ødelægger ens lineklipper. Jeg bruger en pianowire-cutter, men andre kraftige cuttere er fint brugbare.

Krogklipper/cutter

Knudetrækker/agnnål
Fletline, især de tyndere diametre, har en tendens til at give dybe sår i fingrene, når man skal trække knuder sammen. En knudetrækker kan hjælpe ved at have en krog for enden, som man kan vikle sin line om og trække i knudetrækkeren - og ikke fletlinen. Den er også brugbar, hvis man vil "sy" sin stingerforfang gennem sine jigs for at give en mere skjulet præsentation af sin stinger. De fleste velassorterede grejforretninger har disse knudetrækkere/agnnåle under deres karpegrej.

Knudetrækker/agnnål

Slibesten
Har ens krog ramt en sten på bunden eller efter alle de sindsygt mange fisk, som man har landet og genudsat, blevet sløv, så kan en simpel slibesten tit gøre underværker for skarpheden. Resultatet bliver aldrig så skarpt, som med den kemiske skærpning de fleste bedre kroge er født med, men med lidt arbejde med slibestenen bliver skarpheden god nok til at jeg vil fiske med den. Jeg bruger en billig, lille slidset slibesten.

Slibesten med slids