søndag den 17. juni 2012

Blæsende vertikalpremiere

Michael og jeg havde endelig tid til dansk vertikalpremiere halvvejs inde i juni. Eksaminer, arbejde og træls vejr satte en stopper for tidligere premiereplaner. Desværre var vejret denne dag også en tand for blæsende.

Vi drog ud på de vilde våger fra morgenstunden og brugte lidt tid på at finde fiskene. En del pladser blev besøgt uden det store held, men på et plateau på 8-10 m. vand tegnede ekkoloddet fine bananer på bunden. Fiskene var temmelig ukritiske og hamrede på vores chartreuse shads fra Fox Rage og SPRO. Snitvægten var fin omkring de 2 kg. og fighten udmærket årstiden taget i betragtning. Lækkert at mærke gös-knäck i spöt igen!

Det var hårdt arbejde at arbejde med båden i blæsevejret og det var kun muligt at fiske op imod vinden. Vi hilste på Peter Kirkby, som også søgte sandarter vertikalt i det oprørte vand, og vi udvekslede lidt erfaringer. Efter at have kæmpet med bølger stående indover agter og efterhånden trætte batterier, besluttede vi os at prøve en ny plads i læ. Her nissede vi rundt og fangede lidt småsandart. Kirkby var en hård hund og forblev på den forblæste midtsø.
Status ved indsejlingen blev omkring 20 sandarter med en del over 2 kg., så det var en mere end godkendt premiere! Gedder eller aborrer så vi intet til, men det gjorde ikke så meget. :)

Michael fremviser premiere-sandart. 
Vinden og solen i ansigtet skjuler lidt fiskeglæden, men vi var
begge meget tilfredse med fiskeriet!
Skipperen med vind i håret og skæve briller. Det gik hårdt for
sig i det vilde vejr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar