mandag den 25. februar 2013

Torsketid på Øresund


Teamet havde afgang fra Helsingør Nordhavn søndag morgen ved 8-tiden med turbåd. Turen var, som nævnt tidligere, en tur dedikeret til metoder, som passer til drivfiskeri og som minimerer antallet af fejlkrogede og skadede fisk.

Vi havde begge bundet bundglide-tackler til medefiskeriet efter torsk med sild, og alternativt var medbragt grej til dropshot og kastefiskeri.

Efter lidt leden efter sildene blev de fundet ved Kobberværket ved Helsingborgs sydhavn og vi fik endelig 20 stykker i kurven til medefiskeriet. Turen gik herefter nordpå til Trapperne nord for Helsingborg. Torskene var ifølge skipper på pladsen, men desværre umuliggjorde hård strøm fiskeriet. Sydpå var strømmen mere rolig og vi forsøgte endnu engang ved Kobberværket.

Torskene skulle ifølge skipper gå 2-4 m. over bunden og tacklerne blev hævet tilsvarende. Efter et drev mærkede jeg et par mindre træk i linen og jeg gav fisken nogle sekunder, hvorefter et modhug afslørede pæn tyngde i fisken. Efter en udramatisk fight kunne en trumle tyk sildeæder-torsk på 3,8 kg. komme op til beundring (og senere fortæring i paneret form - mums!). Den havde taget silden med hovedet først og det dobbelte krogsæt sad langt nede i dens store gab.

Forslugen torsk og forfrossen fisker.

Fiskeriet var meget trægt og ingen af de andre turbåde kunne berette om stabilt fiskeri. Båden flakkede rundt omkring Kobberværket og nedad sydkysten mod Hven, men meget få torsk kom ombord. Michael fik en pæn torsk-double med kastegrejet på 1,5 kg. stykket. og jeg tog en torsk i samme størrelse igen med medegrejet.

Et par sidste forsøg blev gjort nordpå igen, men strømmen var for strid, og vi måtte til sidst give op og sejle i havn ved 16.30-tiden.

Turen var fiskemæssigt meget mager og pladsvalgene noget diffuse, men det var lærerigt at snakke med mere garvede havfiskere om fiskeriet og få tips. Bundmede efter torsk skal vi helt sikkert prøve igen, da det er en produktiv, spændende og skånsom metode, som ikke så sjældent udfisker det konventionelle pirkefiskeri. Torsken kan vi godt udskrive good-will recepter til for andre med fiskefeber, når vores ferske hjemmebaner er stadig frosne...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar